Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 ÉN DAG
men hans ånde var en annen æn sist. Straks den prægtige hæst
hadde sagtnet farten, bøjde han sig atter forover: „Jeg har pr.
telefon bestilt lunch på Bådshaug. Den står færdig, når vi kom-
mer frem. De har vel ikke noget imot det?“ Hun drejde på sig
for at vænde hodet opover mot ham; de næsten møttes: „Jeg
har glæmt at takke Dem for kortet igår.“ — Han blev rød: „Jeg
angret på det bakefter,“ sa han; „men i det samme jeg så det,
måtte jeg tænke på Dem; som De passer herute!“ Nu blev hun
rød, og drog sig tilbake. Da hørte hun like ved sig: „De må ikke
bli vred. Det plejer at gå så, at når vi skal rette på en dumhed,
så gjør vi én til.“ Hun kunde nok ha lyst til at se hans øjne,
mens han sa det der; men hun turde ikke. I alle fall var det
mere æn han hadde sagt hitintil. Ordene fallt som i dun. Før
idag hadde hun nær mistydet hans tilbakeholdenhed, — men hvor
gjorde den ikke alting skjønt; hun tilbad den. „Om en stund
kommer vi in i skogen; der skal vi holde og se os om,“ sa han.
Der, tænkte hun! Han kjørte på i raskt trav; hun frydet sig,
frydet sig. Solen tindret på sneen, luften var varm, hun måtte
løse på hodeklæet, og det hjalp han henne med. Atter kjænte
hun hans ånde; der var noget — ikke av tobak, finere, behage-
ligere, men hvad var det? Det likesom svarte til ham selv. Hun
befant sig så vel, med slik overflod av lykke i landskapet de nu
kjørte frem i, og som blev bestandig vakkrere. Til den ene side
av vejen fjællene, de hvite fjæll som solen gav rødligt skjær;
fremmenfor fjællene hejer, tildels skogbevokste, og mellem hejerne
lå gårder. Snart sluttet gårdene, og det blev skog, bare skog. På
den andre siden av vejen hadde de hele tiden havet, men mellem
dem og havet flate strækninger, kanske myrer. Havet selv gråsort
mot snejarden; det talte in fra en annen kant av livet. Om evig
uro, salt alvor, bare protest på protest mot sne-idyllen.
I tøvejret hadde grener, stammer, gjærder været våte; den første
sne som da kom, var også våt av sig og klæbet godt fast. Men
da så dette frøs sammen, og sne-yret blev ved like overvældende,
dannet sig figurer over de første stivnede former, som en Sjælden
får se maken til. Tyngden i den første våte sne gjorde at den
seg nedover, hæftet ved en eller annen ujævnhed, og dér samlet
sig; eller gled in under grenene, eller ned på begge sider av
gjærdetoppene. Når dette nu økte sig i fyk og stille, så kom de
snodigste dyr frem, — hvite katter, hvite harer, som klorte op
efter trælæggene med krum rygg og strakt forkrop, eller som
manøvrerte under grenene, eller som skjøt rygg oppe over gar-
staurene. Lodne hvite dyr, ofte så store som måren, men ændog
så store som gaupen, ja tigeren. Dernæst alle slags smådyr, hvite
mus, røjskatter, opover og nedover og bortover. Og alle slags
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
