Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 ÉN DAG
nemlig.“ Hun forstod han kunde ikke synge, før det blev rigtig
sant for ham selv. Slike tause sværmere, tænkte hun, blev kræs-
nere på det som var ægte. Det meste var dem ikke ægte nok.
Derfor vilde de så gjærne beruse sig også, de vilde bort, de måtte
skape sig en værden for sig selv. Ja, nu sang han:
Somren sovnet i vintrens favn,
vintren rejste sig, dækket til,
„rolig,“ sa han til elvens spill,
„rolig,“ sa han til gård og havn.
Tause blev de så, skogerne.
Hjæmme hørtes kun slogerne.
Al den ting som var somren kjær,
fint forvartes til næste gang;
hvile fik det for al sin trang,
markens spirer og vand og trær.
Gjæmtes som kjærnen i nøtterne,
mulden smuldret om røtterne.
Alt hvad somren av sygdom led,
pestfrø over dens liv og frugt,
vintren dræpte i frost og flugt, —
vågne skal hun i fjællblå fred,
toet av sneen og vindene,
hilset av sundhed i sinnene.
Over den sovendes høstgrå bryn
vintren strødde så fager drøm,
stjærnehøj, hvit-hvit i nordlys-strøm,
bar den henne fra syn til syn
gjænnem de lange døgnene
frem, til hun opslog øjnene.
Han som skjældtes for vond og vred,
lever for det han ej får se;
han som skjældtes for morder, han
skjærmer og tor hvært år vort land —
gjæmmer sig så i fjællene,
til det blir kaldt om kvællene.
De mange små dombjæller fulgte sangen som et spurvekvidder;
hans røst ljomet mellem trærne, menneskeåndens gudstjeneste i
de hvite haller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
