Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 375
lejd i Kristiania for længre tid, og rejste hjæm for at ordne sig;
hun sa selv hun kom igjæn om nogen dager.
Men hun kom aldrig igjæn.
Dagen efter hennes hjæmkomst, mens Hellebærgenes mange
tjenere, husmænn, deres koner og barn — det var i potetesoptag-
ningens tid — samledes på gårdstunet, kom Harald Kås bærende
med henne som en pakke under sin venstre arm. Om livet holdt
han henne, hennes åsyn lå bak ham og nedadvendt, skjult av
håret, hennes underdel var foran, benene stundom nede, stundom
stivt ut. Hennes hænder støttet sig til hans venstre lår, som de
grep stærkt fat i. Han kom gående besindig med henne; i højre
hånd bar han en bunt med lange friske bjørkekvister. Et stykke
utenfor svalen stanste han. Idet han la henne på sit venstre knæ,
løftet han hennes klær op, rev ned hennes underklær, som var
de av papir og fæstet op med nåler — gav sig så til at dænge
henne på hennes bare krop, til den blev blodig.
Hun gav ikke et kny. Da han satte henne fra sig, ordnet hun
skjælvende — først sit hår. Hun viste derved sit åsyn, just som
blodet sank tilbake fra det; det blev så blekt, så blekt, tårerne
trillet av smærte og skam; men ikke en lyd. Hun rettet på sit
liv, men underklærne slæpte sønderrevne efter henne, idet hun
gik langsomt in. Hun lukket døren efter sig, men måtte åpne den
én gang til; underklærne hang fast.
Kvinnerne stod igjæn i forfærdelse; nogen av barnene skrek
av rædsel, de smittet de andre, så det blev til et kor av hulken.
Mænnene, som for det meste hadde sat sig ned for at røke sin
pipe, hadde sprunget op igjæn. De stod slagne av harm.
Harald Kås hadde ikke gåt til dette uten efter stærke kvaler;
det viste hans åsyn og væsen i lang tid — og også nu; men han
hadde væntet en brakende latter av sit sjældne påfund. Dette var
så tydeligt av den stormægtige, rolige måte han stabbet frem med
henne på, og æn mere av de hævnglade øjne han så omkring sig
med efter gjærningen.
Men først dødsstillheden, så gråten, så storhulkingen og har-
men . .. han stod en stund og lot det piske sig. Så gik han in
igjæn som en slagen, uigjænkallelig knust mann. I alle sammen-
støt med denne fine skikkelse hadde kjæmpen tapt.
Men hun forlot aldrig siden gården. Hun viste sig i de første
år aldrig for nogen utenfor gården, og knapt for dem på den.
Hun såes enten med sin gut i vognen og senere ved hånden,
eller alene, og da i regelen inne i et stort sjal, altid et forskjelligt,
eftersom hun var klædd til. Hun holdt det stramt om sig. Det
var så karakteristisk for henne, at jeg ænnu idag hører folk der-
fra tale om det som var hun aldrig set anderledes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
