Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 385
er svaret; jeg synes i alle henseender om det. Det vil også du,
når du læser det. Jeg tænker vi rejser dit. Hvad siger du til
det?“
Han blev først rød, så blek; — la så fra sig sit brød, sin ser-
viet, rejste sig og gik.
Senere på dagen spurte hun ham igjæn om han dog ikke vilde
læse brevet fra Rouen? Han gik fra henne uten at svare. Senere
igjæn, nætop som timen nærmet sig, da han skulde møte Lucie
på kajen, sa hun, og denne gang med bestemthed, at de rejste
om vel en time; hun hadde pakket. Ænnu mens de stod der,
kom tjeneren for at hænte tøjet. Da følte han hvor godt han
kunde forstå, at hans far hadde git henne ris.
I vognen som førte dem til jærnvejen, var hans smærte så stor
at hun like godt, mente han, kunde ha sittet og stukket ham med
en kniv. I kupéen så han ikke hen til hennes side.
Alle de første dager i Rouen svarte han ikke, spurte han ikke;
— han hadde tat op hennes egen taktik. Han gjænnemførte den
med en grusomhed som han selv ikke visste om. Længe hadde
han lagt kritik på henne; nu åt den sig in under alt hvad hun
gjorde og sa; hennes væsen gjænnemfores av anklagelsens ånd;
deres fælles fortid groves op og forvandledes. Farens krøkete
skikkelse i kubbestolen der nede på de hårløse skinn, i smusset
og lugten — nu rejste den sig mot henne der oppe i de rikt
utstyrte, utluftede, ofte parfymerte rum! Like siden Rafael stod
over farens lik, hadde han følt at der var handlet ille mot den
gamle mann. Selv hadde han været forledet til at forsømme sin
far, til at ungå ham, til at omgå hans bud. Skyllen hadde han
før fordelt på gårdens folk.
Nu skrev han altsammen på morens regning! Hans far hadde
jo tilbedt henne, og det var blet til villt, selvfortærende had. Hvad
var hændt? Han visste det ikke. Men at moren hadde ævner
til at slå gnister av en halvdød — det følte han. Han så Lucie
komme springende med blomster, se sig tindrende om efter ham
over hele den utslagne vej — altid videre og videre fremover,
derpå stå stille. Han kunde ikke tænke det uten tårer — og
som han da hadet!
Men et barn er et barn — for livet blev det ikke. Derved at
stedet var nyt og historisk mærkeligt, derved at lekselæsningen
begynte, og hun altid var med, gled det over. Men spænningen
var der, og det på begge sider. Kritikken, som hadde begyndt i
England, forlot ham ikke mere. —
— I studierne førte de et frugtbart samliv; han hadde været
hennes lærling, og ændte som hennes lærer; hun vilde slå følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
