Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 ABSALONS HÅR
tidig så hun deres øjnes smægtende morskap ved det. Så brøt
hun in ved at spørge: „Hvad mener I med rosen, børn?“
Om en hadde kikket in i en rosenhæk der de sat sammen og
kysstes — hvad de aldrig hadde gjort! — de kunde ikke være
blet rødere. —
— Dagen efter hadde fru Kås funnet nyt logis, langt borte fra
kajen, som de nu bodde ved.
Rafael hadde litt meget ved at rives op fra England, just som
han hadde kløvet ned fra den høje stige, og hadde sat sig jævnt
blant sine kammerater. Men hans sorg var der ikke tat minste
hensyn til. Den absolute avspærring intil fra bøker han holdt av,
hadde også været svær. Men hittil hadde han jo i det fremmede
land og sprog været hjælpeløs henvist til henne. Nu gjorde han
åpent oprør! Han gik uten videre tilbake til hotellet, søkte fru
Mery og hennes datter op, som var ingenting hændt. Dette gjorde
han, hvær dag han var færdig med sine lekser. Lucie selv blev
nu hans roman; hun fik al hans fritid.
Og mere æn det — ti det forslog ikke længer at møtes hos
hennes mor — de hadde stævnemøte på kajen! Somme tider
fulgte en pike med for syns skyll; somme tider holdt hun sig på
avstand. Snart var de ombord på norske skib, snart sejlte de
rundt, snart søkte de hen under nogen store trær. Når han så
henne i hennes korte kjole komme ut av porten, så hennes kvikke
rørelser, og allerede langt borte fra fik munter hilsen med parasol
eller hat eller blomster, syntes kajerne, skibene, pakkerne, tøn-
nerne, lugten, larmen, travlheden at spille og synge:
Enfant! si j’étais roiy je donnerais l’empire
Et mon char et mon sceptre et mon peuple à genoux!
og han løp imot! Aldrig våget han mere æn at ta begge hennes
butte, brune hænder, og aldrig at sige mere æn: „De er meget
søt, De er meget, meget god;“ — og hun kom aldrig længer æn
til at se på ham, gå med ham, le til ham og til at sige: „De er
ikke som de andre!“ — Hvad der lå i denne trettenårs pikes livs-
erfaring, at hun kunde sige så stort et ord, vet alene Vorherre
og hun. Han spurte ikke om det; dertil var han altfor sikker på
at det var sant.
Hun lærte ham Fransk, som når to fugler spiser av hvær-
andres munn, eller som den der drikker av en kilde, spejler sig
med det samme. —
En dag, mens mor og søn spiste frokost sammen, sa hun still-
færdig over til ham: Jeg hørte om en udmærket forberedelses-
skole for tekniske studier i Rouen. Så skrev jeg derhen, og her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
