Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 397
uten at svare. Hun satte sig også. Jeg går så ofte hitop,“ sa
hun, „for at se havet. Herfra blir det da både ophavet og døden.
Dernede er det nu bare sejlled.“
Han smilte. Hun blev ved. „Så er det det med havet, at en
kan komme hitop med hvad det skal være — heroppe er det
snart borte. På den flaten der går det langt ut i noget annet.“
Han så på henne. „Jo, det er sant,“ sa hun og rødmet.— Jeg
tviler slet ikke på det.“
Men hun forstod hele tankerækken. „Du ser på stiklingerne
her?“ — „Ja.“ — „Du må vite at ifjor var det slikt tørvejr,
næsten hele plantningen heroppe visnet væk. Og flere andre
steder bortover åserne her, som du ser.“ Hun pekte. „Når en
kommer in bugten, ser det så styggt ut. Jeg tænkte nok på det
igår. Men så tænkte jeg også at han skal ikke før komme i land,
så skal han se at han har gjort os uret. For er der nu noget
dejligere til æn en slik furu-stikling, her den står nede i gropen
sin? Nej, se den farven; det er en sund klar, det! Og disse
morske stikkerterne! Og dette vesle øje, da.“ — Helenes røst
bøjde sig efter inholdet. „Men den der borte er dog basen!“ Hun
krabbet avsted til den, og han efter. „Ser du den? To grener
alt! Og hvad for grener!“ hun stod på knæ hos den. „Den gut-
ten har hat forældre han kan skryte av! For her er akkurat like
meget og like lite ly til dem allesammen. — Nej, den ækle fluen!“
Hun var borte hos det vesle barnet ved siden, som holdt på at
bli inspunnet. Hun fridde det ut, og rejste sig for at komme igjæn
med våt jord, som hun la forsigtig om spiren. „Stakkar, den
trænger visst vand, skjønt det har da regnet forfærdelig ganske
nylig.“ — „Er du ofte heroppe?“ — „Det blir ikke til noget uten
det.“ Hun så på ham prøvende: „Du tror kanske ikke, du, at
dette småtteriet kjænner mig? Jo, hvær evige én også. Er jeg
længe borte, så trives de ikke; men er jeg ofte hos dem, blir de
kvikke.“ Hun lå på knæ, med én hånd støttet hun sig, med den
andre rykket hun græsdotter op. „De tyveknægter,“ sa hun,
„som vil stjæle fra stiklingerne mine.“
Dersom det nu hadde været et lite menneske som sa dette —
et lite menneske med rappe øjne og glad munn; — men Helene
var et stort menneske med stålfjær i; hennes øjne var ikke
snare, og de blev der hvor de fallt. Munnen var stor, og be-
handlet ordene med varsomhed, for fullt alvor. Dersom nogen
har læst det hun siger, fort, kvikt, må de læse om igjæn; hun
sa det dæmpet, vægtfullt, hvær stavelse tydelig, og rytmen om-
huldet det. Hun var en annen nu æn i elvelejet og bakkerne.
Der svang hennes kraft sig frem, som hadde den trang til an-
strængelse; — her gjorde den sig om til fin sansning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
