Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 ABSALONS HÅR
det nok til at la ham skjønne omfanget av hennes sundhed. Hun
stod og så på ham. Hun var rød, varm, med glans og skjælm i
øjnene og raskt stigende, raskt synkende barm; men der var ingen
tvil om at hun straks kunde ha klyvd videre, like langt og like
bratt. Han orket ikke at sige et ord; hun sa: „Nu må du vænde
dig og se havet.“
Ordene virket på ham som var det den store Pan der sa dem
fra fjællene der langt bak; — fjællene fik han øje på i det samme.
Ordene kom som utvæld av naturen han var oppe i, de strøk
nedover ham med iskold hånd, de strøk opover igjæn med varm
— og derefter blev han en annen!
Ti han hadde forvillet sig — forvillet sig i henne, mens hun
førte an opover elvelejet og bakkerne. Hun drog idelig forstærk-
ning til sig av skogen; hun blev højere, smidigere, hun blev mæg-
tigere. Øjnenes varme, røstens fylle, bevægelserne, formerne, sjæle-
blinket forlokket ham der nede i daldybden og elvesuset; og for-
villelsen steg med stigningen og hans hete. Ingen ballsal eller
lekevoll, ingen gymnastik- eller rideskole kan syne legemets ævne
og åndens gjænnemglans i den, kan gi væsenets enhed således
som klyvning i bakker og ur. Tilsist blev han berust, han tænkte:
Nu klyver jeg efter henne på en stige op til den højeste lykke.
Deroppe, deroppe! Hennes uforfærdethed i hans selskap, hennes
ubekymrethed ved hvad han så, gjorde ham yr. Deroppe, deroppe!
Men ænnu længere op, og hun blev ildfullere og han ynkelig.
Og deroppe, deroppe — der sortnet det for ham; et par se-
kunder kunde han ikke røre sig, et par til kunde han ikke tale;
men da sa hun: „Nu må du vænde dig og se havet.“
Det siges, at kvinner som føder, i samme øjeblik får nyt blod;
hvær dråpe er straks et annet. Noget sådant hændte ham. Det
syn han så med hitop, de sanser han følte med hitop — her var
de utskiftet. Det nye svarte til det som fjællene talte der langt
bak; han husket dem fra sin barndom. Det svarte til havet der
foran, havet med holmerne i, havet langt forbi holmerne, havet
ut i det store, omskyllende viljerne og livsskjæbnerne jorden over.
Havet lå mattblankt i halvsol og stirret på det uregjerlige land foran
sig som på en ælsklings-søn der har livskraft. Hold på det store,
du! Ellers blir din kraft din undergang.
Og nogen av de opdagelser som var hans gjætning, dæmret
halvklare; de lå derute, og det berodde på ham om han en dag
skulde sejle dem in i bugten her.
„Hvad tænker du på?“ sa hun. Da forlot det ham, altsammen;
da var han straks her, bare her, han følte hvor rund og varm
hennes altrøst var. For et øjeblik siden kunde han sagt henne
det og mere som inledning til ænnu mere. Nu satte han sig ned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
