Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404 ABSALONS HÅR
„Nej. — Hvad vil du gjøre med det stykke til næste år, da?“
Men den snaren fløj hun ikke i.
Han vændte sig; men hun var ikke hjæmme.
Duren av elven tunnet dem in i en dans av tusen par; strøm-
gangen av den svang båten. Rafael så derhen som de to hadde
gåt sammen første dagen; han snudde sig for at se om ikke hun
tilfældig også så ditop. Jo, hun gjorde.
De rodde hen mot præstegårds-støen, og han talte et par ganger;
men hun hadde lært at det var farligt. De la til. „Helene!“ sa
han, da hun hoppet i land med „farvel“ i forbifarten. „Helene!“
Men hun stanste ikke. „Helene!“ ropte han, og der lå så meget
i det at hun vændte sig — og så på ham; men hun stanste
ikke løpet.
Der behøvdes ikke mere! Han rodde hjæm som den største
sejerherre disse farvand hadde båret eller set, like fra vikingerne
nådde hværandre her i den innerste viken, og la efter sig den
kjæmpehaugen som ænnu sees ved præstegården — ja like fra
urskogenes elg med høje horn svømte over fra simlen, han hadde
vunnet ved kamp, til den han hørte på andre siden; — like fra
den første myresværm, solyr, og som en vifte går op og ned,
skrudde sig frem den eneste dag den kan det — ja like fra de
første kobber basket omkaps frem til henne de så ligge og sole
sig på Hellebærgene.
— Fru Kås hadde set dem ro forbi utover, stormro. Hun hadde
set dem ro forbi inover, langsomt. Så skjønte hun altsammen.
Allerede at det var ved cementlejerne de hadde ...! Hun drev
frem og tilbake, hun gråt.
Hun stolte ikke på hans bestandighed, og det var i hvert fall
for tidligt for Rafael at hæfte sig her; han hadde helt annet at
bestille! Cementen løp ikke fra ham; ej heller hun — hvis der
var alvor i det. Dette møte med Helene så hun alene på som
linjebrudd på jærnvejen; han kom ikke frem!
Rafael rodde, så det fosset for stævnen. Nu var han tilbake,
nu drog han båten op, som var den en åletine, nu kom han
pilende på sine lange ben.
Forskrækket, fortvilet krøp hun som vanligt op i sofaens bor-
teste hjørne, drog denne gang benene efter sig — skrek, da han
fallt in med døren, og begynte at tale. „Taisez-vous! Des égards,
s’il vous platt!“ Hun strakte armene ut til værgemål for sig.
Men denne gang kom han båret av kjærlighed og modig av
lykke; han hadde sin fremtid inne i den. Han gjorde hvad han
aldrig hadde våget, gik like på, tok hennes armer, brøt dem
ned, omfavnet henne, kysste henne — først på pannen, så på
kinnerne, munnen, øjnene, ørene, halsen, haken, hvor pokker han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
