Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 ABSALONS HÅR
nerne selv krævde slægten for sig. I Hans Ravn hadde Rafael
fåt smak på samliv med slægten; nu var det der! For hvært ord
han sa, stod forståelsens latter færdig; det rigtig gnistret omkring
ham. Der han avveg fra almen smak, fra fordom, fra gjængs
moral, der avveg også de; der hans unge forståelse stimet hen,
stod deres samlet til bifall, ja den møtte ham langt borte fra, den
visste hvor han vilde hen. Fordi han var ung av alder og natur,
og kunde meget mere æn vanlig ungdom, passet han både i de
yngres og de ældres selskap; — å, som han trivdes i Norge!
Hans mor fulgte med overalt. Hennes liv hadde jo engang
syntes dem det meningsløseste de visste; men derav hadde hun
gjort det største. Så lange mål og så ihærdig vilje hadde de ær-
bødighed for, og den blev vist henne. I de sirligste toiletter, med
sit diskrete væsen og sin fornemme anstand førtes hun fra sel-
skap til selskap, fra utflugt til utflugt, intil det blev for meget for
henne.
Det gik også for langt, det støtte hennes takt, hun blev rædd.
Men fæsttoget drog videre uten henne — som en række vogner
der rejste bort med ham, mens hun var trillet av. Øjnene fulgte
støvskyen der langt fremme, og hun hørte gjænlyd av larmen.
Helene — hvor pokker blev det av Helene? Var hun også
kommet bort? Langtifra! Rafael var så sikker på at ha henne
med som at han hadde sit gull-ur like ved hjærtet. Allerede den
første dag han var i byen, hadde han skrevet henne et brev til,
det var ikke langt, dertil hadde han ikke tid; men det var ham
selv. Han fik straks svar; pensionsværtinnen kom selv med det,
han blev så overhændig glad at værtinnen, som hadde set post-
stemplet, og var i slægt med provstens, skjønte hele sammenhæn-
gen — hvad som moret ham meget.
Men Helenes svar var unvigende; hun kjænte ham åbenbart
ikke nok til at våge sig ut.
Han hadde ikke tid til at forsøke på at få henne i tale gjæn-
nem brev. Han kom hjæm om natten, han vågnet ut på dagen,
og da var alt Vennerne der og væntet på ham. Siden var han
ikke i pensionen, før han kom for at bytte til middag; imens stod
vognen for døren; ti det var altid i aller siste øjeblik at han kom
hjæm. Når skulde han skrive? Snart var det overståt, og da
hjæm til Helene!
Cementaffæren holdt ham tilbake længer æn han hadde tænkt.
Hans mor gjorde nemlig knuter; — ikke at hun motsatte sig
kompaniets dannelse; men hun rejste mange Vanskeligheder, hun
vilde visst helst ha hele affæren utsat. Han hadde slet ikke tid
til at overtale henne, hun ærgret ham også. Han overlot det til
værtinnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
