Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 413
fanden i vold. Og var han først hjæmme, og fik han vite hvor
Helene var, skulde resten ordne sig.
Fra hotellet gik han op i Angelika Nagels pension for at sige
de skulde bringe noget tøj som stod der, ned i hotellet straks;
han rejste om eftermiddagen.
Han hadde spist middag, og kom op på sit rum for at pakke
— da hun stod der. Elegant, vakker og så ulykkelig som han
aldrig hadde set nogen være. Hadde han virkelig ikke tat in hos
henne? Vilde han straks rejse? Hun gråt så rent opgit fortvilet,
at han, som var forberedt på alt uten på at se henne så trøstes-
løs, han stod der og svarte unvigende. Deres forhold, sa han,
hadde jo ingen anden betydning hat æn et tilfældigt møte; det
visste de begge. Altså visste hun også at det senere eller tidligere
måtte ha slut. Og nu var tiden kommet.
Jo, mente hun, det betydde mere; hun hadde ikke møtt nogen
hun hadde holdt så av; det hadde hun vist ham. For hun var
kommet her for at sige ham at hun var frugtsommelig. Hun var
så fortvilet over det som nogen kunde være; det var hennes og
hennes barns ruin. Aldrig hadde hun tænkt sig noget så forfær-
deligt; men hennes vanvittige kjærlighed hadde jo revet henne
nedover; — så nu lå hun som hun fortjente at ligge.
Rafael kunde ikke svare av den grund at han ikke kunde
tænke. Han så hennes nakke og rygg og rystelserne i dem; han
så hennes lille fot stikke frem under kjolen, hennes stærke arm
i stramme ærmer; ansigtet holdt hun inne i sine hænder over
bordplaten, og gråt, hulket, skrek.
Likevel — det som først samlet hans tanker sammen til mening,
var ikke medlidenhed med henne her foran ham. Det var Helene,
det var provsten, det var hans mor. Hvad vilde de nu sige? —
Som hun følte hvor hans tanker var, løftet hun hodet: „Vil du
virkelig rejse fra mig!“ Hvor var hennes åsyn fortvilet, det stærke
menneske svakere æn et barn.
Han stod oprejst foran henne med den åpne kuffert, rent ulyk-
kelig, han også. „Hvad kan det nytte at jeg blir her?“ svarte
han sagtmodig. Hennes øjne lå i hans, utspejdende, blev klarere
og klarere, blev bestemte, så lyste de, så lynte de, munnen trak
op til hån, hun vokste fra sekund til sekund, til hun sprang
i vejret: „Du skal gifte dig med mig, hvis du er en hæder-
lig kar!“
„Jeg gifte mig — med dig.....!“ ropte han, først forfærdet, så
hånende, han også.
Nu blev hennes øjne onde, hun stak hodet fremover, hele
mennesket samlet sig til anfall som en tigerkat. Men det blev til
et slag i bordet med en manns hånd: „Ja, det skal du, fanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
