Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hakke mig!“ hun hvisket det. Frem, forbi ham og hen til vin-
duet. Hvad vilde hun?
Åpne det, skrike ut av det; — han hørte ikke tydelig hvad.
Lægge sig helt utover karmen og skrike én gang til, så lukket
hun, vændte sig mot ham, truende, triumferende.
Han stod likblek — ikke fordi han var rædd, eller lot sig true,
men fordi han opdaget at her hadde han sit livs fiende. Og så
rejste han sig til kamp.
Hun så det straks, hun følte hans styrke, før han rørte sig.
Her var noget i øje og holdning hun aldrig kom til at magte.
En kraft i uttryk og snit som en ikke gjærne burde gå i kast
med. Hadde han aldrig set henne før — hun hadde heller aldrig
set ham før.
Desto mere villt ælsket hun ham! Hun frydet sig over at han
ikke ænste hennes bevægelser i rummet, men vændte sig for at
lægge det siste stykke i kufferten og lukke den til. Da kom hun
tæt hen til ham — i sønderknuselse, i anger og elendighed, den
største han hadde set, det være sig i liv eller kunst. Ansigtet
rædselsstivnet, øjnene naglet, hele mennesket urørligt, bare tåre
på tåre uten lyd eller pust. Hun vilde, måtte, skulde ha ham,
hun drog ham i sig, som havsuget drar, det var livsbehovets
kjærlighed, dens yttringer, de rasende også, som de fortvilede.
Han forstod det nu.
Men han la stykket i kufferten, og lukket til. Derpå gik han
et par slag over gulvet, som var han alene — sagde så at hun
selv måtte inse dette var umuligt.
„Tror du ikke,“ svarte hun stille, „at jeg kunde ta alt besværet
fra dig? Så du kunde arbejde med dit? Har du ikke set jeg
kan omgåes din mor?“ Han svarte ikke; men han måtte in-
rømme det var sant. Hun væntet en stund, så la hun til: „Og
Hellebærgene ... jeg kjænner jo også gården; provsten er jo i
slægt med mig, jeg har været der. Det var noget for mig at
styre med — tror du ikke? — Og cementgruberne,“ føjde hun til,
„jeg ligger for forretning, det skulde ikke hæfte dig.“
Hun sa det dæmpet, kort. Hun var ikke fri for at læspe, og
det gav samtidig noget hjælpeløst.
„Rejs i alle fall ikke idag — tænk over det!“ la hun til, og
gråt nu igjæn så bitterlig. Han syntes han måtte bort og trøste
henne.
Hun rejste sig mot ham, hun slog armene om ham og knuget
ham in i sin fortvilelse og sit begjær. ,,Ikke rejs, ikke rejs!“.....
Hun følte han blev varmere. „Aldrig,“ hvisket hun, „har jeg,
siden jeg blev enke, git mig til nogen annen — og så skjønner du
l “ hun la hodet til hans skulder og hulket, hulket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
