Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 421
med foten. I begynnelsen trodde han hun visste noget ufordel-
agtigt om alle dem hun blåste på, og han beundret hennes
kjænskap til halve Norge. Han trodde overhodet på hennes san-
hedskjærlighed som på få ting. Han trodde den var ubegrænset,
den også, som så meget annet hos henne. Hun sa jo det mest
kyniske like ut, og gjorde sig ingenlunde til på nogen måte. Men
litt efter litt gik det op for ham, at hun sa akkurat det som det
høvde henne at sige, det som det fallt henne in at sige i den
stemning hun var. Hun hadde ikke mere respekt for sanheden
æn for alt annet.
En dag de gik til bords — han kom sent hjæm, og var sulten
— frydet han sig over at der stod østers. „Østers!“ ropte han,
„og det nu? De må være svært dyre? —“ „Pytt, det var den
gamle kone, du vet, hun vilde jeg skulde ha dem til dig; jeg fik
dem næsten til forærings.“ — „Det var da morsomt. Du har alt-
så været ute, du også?“ — „Ja, og der så jeg dig. Du gik med
Emma Ravn, så jeg.“ — Han hørte straks på tonen at det hadde
han ikke lov til; men sa allikevel: „Ja, er hun ikke søt? Noget
så friskt og ufordærvet. —“ — „Hun —? Hun hadde en foster-
fordrivelse, før hun blev gift.“ — „Emma —! Emma Ravn?!“ — „Ja
— hvem det var med, vet jeg ikke!“ — „Nej hør, vet du hvad,
Angelika, det tror jeg ikke,“ sa han højtidelig. — „Det kan du
gjøre som du vil med; men jeg var der jo selv og hjalp hennes
mor; det var jo i pensionen! Så du kan skjønne jeg vet det.“
Det kunde ikke falle ham in at noget menneske vilde gå så
vidt som at lyve sådant på sig selv. Emmas øjne, klare som vand
i en kilde, der stenene på bunden kan tælles — de så nu på ham
fra det fjærne, rene, uskyldige. Han begrep ikke at sådanne øjne
kunde lyve. Han blev rent fælen, han kunde ikke spise, han
rejste sig. Værden var jo bare bedrag, det reneste urent. I år og
dag, når han møtte Emma eller hennes mor med sit hvite hode,
gik han omvejer for ikke at møte dem. Han holdt inderlig av
sin slægt; dens svakheder lå åpne for alle; men også dens dyg-
tighed og ærlighed. Denne ene historie fordærvet hans tillid,
skadet hans selvtillid, ødela meget i ham, og så gjorde den ham
fattigere. Hvorledes kunde han duge til noget som således idelig
og overalt lot sig narre?
I hele historien var der ikke et sant ord.
Hans troskyll var hos henne et barn i en ørneklo. Men ikke
så længe ænda.
For heldigvis var hun uten vedholdenhed eller beregning også
i dette. Hun husket den ene dag ikke hvad hun hadde sagt den
andre, ti hvær dag hadde sit behov, og hun talte flot, som be-
hovet var til. Han derimot hadde ypperlig hukommelse, og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
