Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426 ABSALONS HÅR
Her hadde han en uhyre anklage at rejse. Men midt i sørge-
spillet var det morsomt nok at anklagen med rask behændighed
blev vændt om mot ham selv! Hun hadde noksom bevist sin
dygtighed til at skaffe barn; men han hadde ikke bevist sin!
Hadde hun tat fejl, så var skyllen hans! — Han turde tilsist ikke
nævne det, for da fik han sit lystige ungkarsliv at høre; hans
lystige ungkarsliv hadde skyllen for at hun ikke fik barn!
Jo længer dette varte, og jo mere kjænt det blev, des uforståe-
ligere blev det for de fleste at det ikke brast. For ham selv og-
så nu og da i våkne nætter. Men det er engang så, at den der
gjør tusen små oprør, samler sig ikke på ett stort. Selve den
ændeløse strid binder, idet den optar ens kræfter.
Han minket in. Det på alle måter opslitende samliv og det
strænge arbejde ved siden av gjorde at han overkom ikke mere
æn dagens behov; han blev efterhånden blank for både initiativ
og vilje.
En egen tilstand utviklet sig: han hadde hallucinationer, syner.
Han så sig selv i dem, sin far, sin mor — alle billeder var av
truende art. I søvne drømte han det forfærdeligste; hans ubrukte
fantasi, hans ledige skabertrang tok hævn. Og alt mattet ham.
Han så med beundring på hennes robuste sundhed; hun hadde
et rovdyrs fysik og funktioner. Men undertiden — deres kampe,
deres forsoning førte jo alle åbenbarelser med sig — kunde han
også se ned i hennes vånde. Hun klaget ikke, hun sa ikke et
ord — slikt kunde hun ikke —; men undertiden gråt hun, og gav
sig over, som alene den mest fortvilede kan. Hennes natur var
mægtig, og hennes kjærlighedskamp var uten tro. Livsfyllens
Skjønhed var i den, selv når hun blev som styggest; det ville
menneskes brytning med sin Skjæbne gav ofte tragisk lysskjær.
— En dag møtte hans slægtning ekspeditionschefen ham. De
plejde at ungå hværandre; men idag stanste han: „Du Rafael,“
sa den lille vævre mann i nervøs bevægelse; Jeg var på vej
til dig.“
„Kjære, hvad er det?“ —
„Ja, jeg ser du aner det. Det er et brev fra din mor.“
„ Fra mor —! “
De hadde i al denne tid siden hennes telegram ikke byttet
ett ord.
„Et langt, stort brev. Men hun har sat et vilkår.“
„Hm, hm, vilkår?“
„Ja, bliv ikke vred, det er ikke slemt. Det er bare at du skal
rejse bort fra byen, hvorhen du selv vil, bare at du kan ha ro.
Og der skal du læse det.“
„Du vet hvad det inneholder?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
