Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skammelig forlatt. Derom var der på Molde både den gang og senere
bare én mening. Så når det nu begynte at hviske med
ormetunger, syntes jeg vi Moldensere burde være de første til at piske
dem tilbake i deres huler. Jeg har oprindelig ligget for
organisation; jeg fik i en fart Moldenser-studenterne til at slutte vakt om
ham, taushedens og venskapets. Og til yderligere sikkerhed tok
vi ham in med i den studenterkoloni nogen av os hadde dannet.
Han flyttet sin lange pipe, sit lille bohave — fremfor alt sin lille
bif-stekepanne, der blev mange av os til så megen glæde! — in
blant os; hans hybel ovenpå blev snart vort yndlingssted. Som
teaterkritiker kunde jeg også gi ham indirekte støtte, når folk
overalt så os sammen. Jeg fiffet et énakts fransk lystspil op for
ham og for en annen nødlidende, kaptejn David Thrane, der
hadde komponeret valser og operettemelodier han vilde ha
anbragt Bye fik der en liten erotisk rolle; jeg vilde se om han
ændelig engang kunde komme frem med noget av det han her
ejde. Han turde imidlertid ikke røre sig, så stykket gjorde
glimrende fiasko. Vi drak på dets død med stor latter.
Det norske teater fik snart onde dager. Vi Nordmænn har
nemlig den sædvane at la enhvær national begynnelse gå tre
ganger tilbunds i vor likegyldighed eller i vor uenighed. Det er
først den fjærde gang som den lever. Bye kom på vivank med
en dårlig trup. Men da var jeg blet direktør for Bergens teater,
og sendte ham rejsepenger.
Jeg husker ham den første dag mønstrende min garderobe og
derav utvælge sig et par bukser med silkebroderi nedefter
sømmene; jeg ser ham sitte med en pennekniv og pille disse
forsiringer ut, ti bukserne hadde han valgt sig ut. Han var utfattig.
Han hadde nemlig git bort alt han hadde, til de mere trængende
æn han. „For mig skulde der altid bli en råd,“ sa Bye; „jeg
visste jeg hadde dig i bakhånd.“ Jeg gad vite om jeg nogensinne
i mit liv har været mere stolt av noget som er sagt mig. Det er
også det eneste han av den sort fant det sundt at spendere på mig.
Han kallte mig — som alle kammerater — „Bjørnen“ eller
„Bjø’en“, og behandlet mig som et barn eller „en stor tosk“,
især det siste, idet han avsatte mig aldeles. Jeg fik ikke mine
egne penger — hvad jeg stod mig udmærket på — men måtte
somme tider „låne“ litt av ham. Han omsnærte mig med de
avskyeligste påfund, og stiftet sammensværgelse mot mig blant mine
venner. Skjønt det altid var til mit eget beste — kom jeg over
det, og gik det for stærkt mot mine lidenskaper, fik han bank;
men i regelen blev det som han vilde. Når alt var vel over,
gjorde han ubarmhjærtig nar av mig, og da lo vi sammen.
Om våren drog vi op til Trondhjem, for at spille op igjæn for
Trønderne — jeg tør sige et godt instuderet repertoire. Trønderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
