Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vilde først ikke låne os teatret; „det skulde repareres“. Jeg måtte
op og erobre det, og så kom de andre efter. Da var Bye med —
et lystigt selskap av bare unge mennesker var vi, direktøren den
næst yngste av dem alle. En sommerrejse som der næppe har
været make til i Norge. Den burde hat sin saga; men den døde
med Georg Krohn.
Prøver og forestillinger, selskaper, utflugter, galskaper og taler
— jeg holdt i den tid bestandig taler! ... man kan gjøre sig en
forestilling om hvorledes vi rykket Trønderne med, når jeg
fortæller, at hvær kvæll i godvejr ændte vi med at rektor Müller
— tænk byens rektor! — gik op brandstigen inne i Stiftsgården,
uten at støtte sig, og videre henover takrænnen og tilbake igjæn!
Jeg bodde på byens beste hotel.[1] Ivar Bye bodde naturligvis
hos mig. Han sa ingenting, og jeg sa ingenting; men vi var på
forhånd enige om, at således og ikke anderledes skulde han
gjænse Trondhjem.
Dagen efter vi var kommet, gik vi sammen forbi det lange,
mørke hus han engang var fange i. Jeg glæmmer aldrig hvor
stemningen dirret i mig, min egen med hans i. Han sa noget
som: De har fåt en ny port; eller: Porten er blet malt. Jeg
husker ikke hvilket. Jeg sa intet; d. v. s. jeg gav mig til at snakke
ustanselig om helt andre ting.
I Trondhjem var der få som kjænte hans hemmelighed, og
disse få var hans gode venner. Så her var han sikker. Jeg
minnes ham ute på en sten i den store Lerfossen, et stykke fra
byen; Vorherre vet hvordan han var kommet ut på den. Han
sat der på huk og var nøkken. Der turde han slippe sig løs!
Da åbenbarte han en slik villskap og kåthed, at en væntet han
vilde kaste sig ut. Jeg stod og tænkte: Nu er Bye glad.
Senere sa jeg til ham: „Hvad der kunde ha blet av dig, Bye,
om du hadde turdet slippe dig til.“
„Ja,“ svarte han, „noget mellem askepot og nøkken. Også når
nøkken gråter.“
Litt efter: „Men der var slåt bom for mig fra først av.“ —
To dager forut hadde jeg forlovet mig, derfor lever dagen i mit
minne som et solvejr; hvært ord i den med samme klarhed som
landskapet. Så længe denne forlovelse hadde forberedt sig, var
han taus; ikke med et pust av sin munn, så stort at det kunde
bevæge den fineste fjær, vilde han virke in på min bestemmelse.
Og dog sa han mig, straks det var gjort, at det var hans højeste
ønske! Vi tre hadde herlige dager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
