Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skal du få med dig hjæm,“ svarte Bye. Alle kaker blev spist op,
bare ikke den sort; de var næsten urørt. „Jeg skjønner mig ikke
på det,“ sa værtinnen, da de andre gjæster var gåt, og vi stod
igjæn. Jeg trodde de kaker var de beste.“ — Jeg skjønner det
så godt,“ sa Bye, „for jeg gik rundt og sa til dem at de kakerne
der var der mugne ægg i.“ —
Men den rikeste del av hans menneskekunskap, av hans lune
og godhed samlet sig i hans kall som rådgiver og fortrolig. Han
blev utset til det! Der er ingen instinkter finere opøvd i
menneskene æn de som aner forståelse. Men på den annen side er der
intet sikkrere vidnesbyrd om moralsk magt æn at avnøde tilståelser
bare ved at være den man er. Og denne magt hadde han.
Vor litteratur har et minne om hans måte at ta mot
fortrolighed på. Det ligger i digtet:
„Jeg ejer en ven, han hviskede nu —“
Jeg skrev det langt borte fra ham — ikke for at han skulde få
det, hans navn er ikke nævnt, og han fik det aldrig; men fordi
det den gang var hårdt for mig.
... Da min hustru og jeg med vor lille gut kom hjæm fra
utlandet fire år efter min avsked fra ham og teatret, længtes vi
inderlig ditop til Bergen, og jeg især til ham. Teatret var
overænde. Naturligvis. Men Bye hadde vunnet tillid, han sat igjæn
som tilsynsmann over hus og beholdning, og den lille intægt herav
var nok for ham.
Vi hadde glædet os til at syne ham vor gut — og så fik vi høre
Bye var farlig syk! Likefullt var der fryd i rørelsen under
gjænsynet, ti han var jo oppe, han løftet vor lille gut; vi skulde være
meget sammen, sa han.
Men herpå bedrog vi os, han som vi. Dagen efter måtte han
til sengs — for ikke mere at stå op. Det var som kræfterne hadde
rukket til vi kom hjæm; så gik det raskt nedover.
At det snart var forbi, forstod jeg først ved en hændelse nogen
dager efter; jeg vil ikke holde den tilbake. Jeg kom op til ham
— „kom“ er ikke ordet, for jeg var rasende, og da stormet jeg
trapperne. Jeg var på spor av noget som oprørte mig, og jeg
glæmte — som unge, friske folk så altfor ofte gjør — hvordan
syke og svake har det. Efter gammel vane vilde jeg først rase ut
for ham, og det gjorde jeg! Da fik jeg med én gang et hjælpeløst
blik og de ord: „Å, nej ... jeg fatter ikke hvad du sier!“ — —
Som jeg blev forskrækket, skamfull, ulykkelig. Og som det steg,
da han et par dager efter døde! Så nær var han nemlig døden,
og det ante vi ikke.
Des værre har det hændt mig oftere, at jeg med min ustyrlige
iver har gjort dem vondt som jeg sist vilde volde smærte — og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
