Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De blev ved, da jeg giftet mig, skjønt han måtte flytte ut og
min hustru in; ti han kom der bestandig.
Det år har utvilsomt været det for min karakter farligste, jeg
hadde en ustyrlig arbejdskraft; jeg ledet teatret og byens
oppositionsblad, og derved det store valg, det første på hel national
grunn i Norge. Samtidig deltok jeg i videste mon i foreningsliv
og selskaper, skrev på en fortælling, og digtet sange. Men jeg
var ikke god at komme i vejen for, når jeg vilde ha noget frem;
jeg hadde jo også altid lykken med mig.
Det skylles henne og ham, hjulpet av mine dyrebare venner,
Georg og Henrik Krohn, Dankert Roggen, Andreas Behrens,
Henrichsen, Dahl, m. fl., at jeg kom ut av det så nogenlunde uskadd.
Men blant Bergens varme, umiddelbare folk var venner at finne
for Ivar Bye! Som garderobier ved teatret, der han fik
anvendelse for sin gode smak, kom han sammen med mange forskjellige
lag av folket, og han gjorde som vanlig sit utvalg. Gjænnem os
andre lærte han æn flere at kjænne — så nu hadde han ændelig
funnet dem han kunde skatlægge for sine fattige venner i alle
kroker av landet! Han fik efterhånden — det fejlte aldrig —
fullstændigt herredømme over dem han holdt av, og han bevarte
det, fordi han nøje visste hvordan hvær enkelt skulde tages. En
gammel kvindelig slægtning av min hustru holdt så av ham, at
hun syntes den dagen var tapt han ikke hadde set inom. Men
hun vilde dog ikke gi ham den kjolen hun sat i; det var virkelig
også for galt at be om slikt. Bye hadde nemlig en gammel fattig
frøken som akkurat passet den kjolen; den var så varm, rigtig
en god vinterkjole, og hun ejde flere, men den gamle frøken slet
ingen. Ikke før var Bye gåt, så drog det efter hvad han hadde
sagt. Kanske det var nætop slik en burde være? Hun tok av
sig kjolen, og pakket den in. Før Bye kom hjæm fra sine mange
ærend, lå kjolen på hans værelse. — For andre hadde han en
annen fremgangsmåte. Når de ikke vilde av med et utnyttet
plagg (der er jo ælskværdige mennesker som i det stykke er
umulige vanedyr) så simpelthen tok han det, og lot os andre gå
og spørge: „Men kjære, har De ikke længer den grå kjolen?
Den var De så tækkelig i!“
Som han moret sig og os med alle sine påfund, for at narre
penger av os til sine gamle frøkener! Han hadde rent geni for
at søke slike op og glæde dem med prat og diskrete gaver.
Ivar Bye rigtig lærte os at være god, og mange, mange
foruten os.
Og som bevis på hvor trygg han følte sig på sine venner, må
jeg fortælle et lite drag som i sin tid halve Bergen lo av. Vi var
i et selskap hos en dame der var kjænt for sine ypperlige kaker.
„Å,“ sa min hustru, „som især de der smaker dejlig!“ — „Dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
