Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Intil - Den nye Marit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nogen måneder in i ægteskapet foregik der en forandring med
Marit. Hun overgav sig til underlige inskydelser, grænserne
mellem drøm og virkelighed var ikke længer sikkre. Dertil vilde
hun omdanne alt som var under hennes opsyn. Både i hjæmmet
her og i det i byen. Av det siste måtte lejeboerne ut. Hun vilde
ha det alene.
Hans tid var optat av hvad hun fant på, men især av henne
selv. Hans taknemlighed fant sparsomme ord; men den lå i
øjnene, i høfligheden, som var blet ænnu omfangsrikere; men den
lå fremfor alt i hans omsorgsfulle påpasselighed. Han var rædd
for at miste hvad så uvæntet var kommet; eller for at noget
skulde gå i stykker. Hans beskedne natur fant lykken ufortjent.
Hun klynget sig æn tættere til ham. Hun hadde en formel
som hun idelig gjæntok: „Du er min far — og mere!“ Og en til:
„Du har jordens dejligste øjne, og de er mine.“ Efterhånden
opgav hun noget av det hun syslet med; isteden vilde hun læse
højt for ham. Fra liten av hadde hun læst for sin far, dette
måtte gjæntages. Hun læste engelsk-amerikansk litteratur, især
poesi. Hun læste med det sangfulle foredrag som engelske vers
fremsiges i, gjorde dem sanne ved sin egen troværdige måte.
Hennes røst var bløt, den tok varsomt om ordene, stille som ut
av erindring.
Da det led længer frem, måtte de to hvær dag sammen i
drivhuset. Blomsterne der var forbud på det som vokste i henne;
hun vilde hvær dag se til dem. „Mon de taler om det?“
Og så en dag, da vinteren gav det første tegn på at ville flytte
fra kysten, og de sammen hadde plukket det første grønt op mot
solvæggen, kjænte hun at nu blev hun syk; nu kom den store
stund. Uten synderlig forutgående smærter og med sin hånd i
hans, fødte hun en datter. Det var hvad hun hadde ønsket sig.
Men det blev ikke hennes lod at opdrage barnet; ti tredje dagen
efter var hun død.
DEN NYE MARIT
Lægen frygtet længe for at også Krog skulde dø. Rent ut av
overanstrængelse. I sin lange ensomhed hadde han ikke været
vant til at gi sig hen eller til at ta mot så uændelig meget som
samlivet med henne gav. Først hennes død åbenbarte hvor svak
han var blet, hvor lite han hadde at stå imot med. Den svake
rest behøvde måneder for at komme sig så vidt at han tålte
andre mennesker om sig. Man fortalte ham at barnet var bragt
over til søsteren. De spurte ham om han vilde se det. Næsten
med uvilje vændte han sig bort. Det første han alvorlig tænkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
