Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den nye Marit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
på, da han fik mere styrke, var at skille sig av med forretningen.
Han rådførte sig derom med „onkel Klaus“, som en slægtning,
en sær ungkar, alment kalltes. Gjænnem ham blev forretningen
avhændet. Dog ikke huset den var i — det skulde stå urørt i
alle deler til minne om henne.
Anders Krogs første gang var ned til kapellet og graven, og det
tok ham så at han atter blev syk. Så snart han kom sig, mældte
han at det var hans agt at rejse bort, og at bli borte. Hans søster
kom forskrækket over til ham; det var da vel ikke så? „Du vil
da ikke forlate os og barnet?“ — „Jo, jeg tåler ikke at være i
mine egne stuer,“ svarte han og brast i gråt. — Men han måtte
dog i alle fall først se barnet? — „Nej, nej! Det aller minst.“
Han rejste uten at ha set det.
Men det var naturligvis barnet som drog ham hjæm igjæn.
Henved tre år gammelt blev det fotograferet, og det fotografi ....
en sådan likhed med moren, en sådan barneynde kunde han ikke
være borte fra. Fra Konstantinopel av, der han nu opholdt sig,
skrev han: „Nu har jeg snart brukt tre år til det som jeg oplevde
i ett, til at gjænnemgå det. Jeg tør ikke sige jeg er færdig med
at tilegne mig det. Navnlig vil meget nyt komme til, når jeg atter
ser de steder hvor vi var sammen. Men så vidt er jeg dog
kommet ved disse års dypere gjænnemlevelser, at jeg ikke længer
skyr disse steder; tværtom, jeg længes nu meget til dem.“
Møtet med den nye Marit blev en fæst. Ikke straks; ti hun
begynte naturligvis med at være rædd den fremmede mann med
de store øjne. Men det forhøjet fryden at hun forsigtig, litt efter
litt, nærmet sig. Da hun ændelig sat på hans knæ med de to nye
dukker, en Tyrk og en Tyrkinne, og stak dem op i næsen på ham,
forat han skulde nyse, for det hadde tanten gjort, da sa han
med tårer i øjnene: „Jeg har bare hat ett møte som var dejligere.“
Hun flyttet så over til ham med sin barnepike. Deres første
gang sammen var til morens grav, som hun skulde lægge blomster
på. Det gjorde hun også; men hun vilde ha dem igjæn. Det nyttet
ikke hvad de forsøkte. Piken plukket ændelig andre; men dem
vilde hun ikke ha; sine egne vilde hun ha. Så måtte de la
henne ta dem med og lægge de nye på graven. Han tænkte:
Dette er ikke moren.
Forsøket blev gjæntat. Hvær dag skulde morens grav ha blomster,
og ved henne. Han delte blomsterne i to; den ene del bar han,
den andre hun. Han vilde hun skulde lægge sine og ta hans med
hjæm igjæn. Men det gik ikke. Ja, værre æn det; ti da de var
ved at forlate kirkegården, vilde hun at også han skulde ha sine
blomster med hjæm igjæn. Det måtte han føje henne i. Næste
dag forsøkte han noget annet. Hun bar blomster til morens grav,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
