Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tronskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næste dag fik de gamle besøk av slægtninger og venner. De
ældre som hadde været på ballet, holdt Marit for den vakkreste
de i manns minne hadde set. Gamle Klaus hadde klokken ni om
kvællen rodd og trasket in til byen efter et par venner, bare for
at de skulde følge med og se.
På eftermiddagen præsentere Jørgen sig i uniform og nye
hansker. Han tillot sig at spørge efter frøkenens befinnende.
Frøkenen hadde ænnu ikke latt høre fra sig.
Da hun ændelig kom, var hun optat av noget helt annet æn
igår. Det følte fru Dawes straks. Ej heller fortalte balldronningen
noget fra ballet. Hun inskrænket sig til at spørge om de var blet
vækket? Så spiste hun. Da hun var færdig, og kom in igjæn,
fortalte hennes far, at Jørgen hadde været der for at spørge
hvordan hun hadde det. Marit smilte. Fru Dawes: „Synes du
ikke om Jørgen?“ — „Jo.“ — „Hvorfor smilte du da?“ — „Han
spiste så meget.“ — Nu fallt faren leende in: „Det gjør hans far,
amtmannen, også! Og bestandig søker han ut det lækkreste.“ —
„Nætop.“
Fru Dawes sat og væntet på hvad som nu vilde komme; ti der
kom noget. Marit gik ut; om en stund viste hun sig med hat på
og parasol i hånden. „Skal du gå ut?“ spurte fru Dawes. Marit
stod og tok sine hansker på. Jeg vil ut og bestille visitkort.“ —
„Har du ikke visitkort?“ — „Jo; men de gamle passer mig ikke
længer.“ — „Hvorfor ikke?“ sa fru Dawes meget forundret; „du
fant dem den gang så vakkre. Det var i Italien.“ — „Ja; — men
det er navnet som ikke længer passer mig, synes jeg.“ — „Navnet?“
Begge så op. Marit: „Det er akkurat som det ikke længer er mit.
— Synes jeg.“ — „Marit passer dig ikke?“ sa fru Dawes. Faren
la sagte til: „Det var din mors navn.“ Hun svarte ikke straks;
hun følte farens forskrækkede øjne. — „Hvad vil du da hete,
barn?“ Det var atter fru Dawes som talte. „Mary.“ — „Mary?“
„Ja. Det passer bedre. — Synes jeg.“ De andres tause forundring
trykket henne øjensynlig. Hun sa: „Nu skal vi jo også over til
Amerika. Der siger de Mary.“ — „Men du er døpt Marit,“
forsøkte ændelig hennes far. — „Hvad gjør det?“ — Fru Dawes:
„Det står i din dåpsattest, barn; det er dit navn.“ — „Ja, i
protokollerne står det vel. Men ikke i mig.“ De to andre stirret.
„Dette gjør din far ondt, barn.“ — „Far kan jo gjærne bli ved
at kalle mig Marit.“ — Fru Dawes så bedrøvet på henne, hun sa
ikke mere; Marit var færdig med hanskerne. „I Amerika blir jeg
kallt Mary. Det vet jeg. Her har jeg et prøvekort. Det tar sig
godt ut?“ Hun tok frem et ganske lite kort av visitboken. Fru
Dawes så på det, rakte det over til Anders Krog. Med fin skrift
på fint papir stod: „Mary Krog“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
