Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tronskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
op. Gamle Klaus, lang, tynn, med umådelig vide benklær, staket
nedover mot henne. Uten hat og med glinsende flængskalle og
vått ansigt stanste han henne med en håndbevægelse, mens
han så ned mot Anders Krog i båten; „Vil du ikke med op?“
— „Nej, nej! Tusen takk!“ Båten la fra. Nu først så han på
Marit, som fru Dawes i sine lange brev hadde skildret som den
største Skjønhed hun hadde set. Han stirret, han bukket, og kom
nærmere, stinkende av tobak, med stor, smilende åpen munn, som
var uren. Bød så sin arm. Men hun, som hadde en fotsid kåpe
på uten ærmer, lot som hun ikke mærket det. Han stusset, men
fulgte opover mot de andre. Og så sa han: „Her kommer jeg
med ballets dronning.“ Det støtte henne, det støtte alle, så be-
gynnelsen var ikke heldig. Jørgen, som var den nærmeste til det,
skyndte sig frem for at tilby sig at ta hennes kåpe og hennes
hat; men hun hilste let, og gik videre. Det var stil i det. Blant,
de tilbakestående begynte straks en hvisken. Hennes måte at
komme forbi på, hennes åsyn, holdning, gang, den blændende hud,
de lysende øjne, hvælvingen over dem, næsens fine form ... det
var altsammen, ett og altsammen, fullkomment. Jørgen Thiis var
væk. Han var selv en høj, slank mann av den Krog’ske type;
men øjnene var helt andre. Nu stod de naglet til døren hun
forsvant i. Han væntet på trappen.
Og da hun atter kom ut og hen til ham, for ved hans arm at
gå ned til de andre — i en kort kjole av lyst, sjøblått krep med
gjænnemsigtige silkestrømper av samme farve og i sølvmors sko
med antikke spænner, var hun et syn. Beundringen var enstemmig.
Der taltes om intet annet, like til de toget in mot bordene.
Ej heller hørte det op der; det blev byens samtale-æmne. At et
så renlinjet åsyn med så lysende øjne i hvit, hvit hud tillike stod
i glorie av rødt hår? Altsammen svarte til den høje figur med
de sagte lutende skuldre og en byste, ikke fullt utsprunget ænnu,
men i en sådan frihed og uavhængighed som kunde den knappes
av. De armer, de håndled, den hoftedannelse, de ben ... det
blev komisk; ti en flokk ungherrer påstod med største iver at
anklerne var det fornemste. Deres make var ikke til. Så smale,
med slik stigende runding opover —? Aldrig!
Jørgen Thiis glæmte at tale, ja ændog længe at spise, som
ellers var det artigste han visste. Han fulgte henne som en
søvngjænger. Hun var ikke til at se uten med ham bak efter
eller ved siden.
På grunn av ballet hadde hennes far og fru Dawes tat in med
til hjæmmet i byen. De vækkedes i morgenlysningen av støjende
tale og latter utenfor, tilsist mannlige og kvindelige hurraer;
ballgjæsterne fulgte Marit hjæm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
