Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 481
og let, at selve rytmen fristet, ja tok sansen fra ham, det kastet
ham ut på banen, før han selv visste det. Nætop som Alice for
annen gang og fortvilet ropte: „Gjør det ikke!“
Lysstripen over vejstøvet der foran fallt i hans øjne og fantasi
som sol. Den blindet ham. Han løp uten at vite av sig. Han
løp som om der foran hele tiden roptes: „Ta mig! ta mig!“ Han
løp som det gallt livets højeste pris at nå henne.
Hun hadde et betydeligt forsprang. Nætop det lokket alle hans
kræfter til ytterste prøve. Et kapløp om lykken med en som
vilde tages. Kokhett blod suste for hans øren, attrå koglet i det.
Alle disse dages og nætters sammenstormende længsler vilde frem
1 sejer. Vilde ændelig engang tale. Eller rettere, da behøvdes
ingen tale; han hadde henne i sine armer.
Nu drejde hun hodet — så ham, gav et skrik, samlet kjolen
— sandelig hadde hun ikke ænnu et snarere fotskifte! Han blev
gal. Han trodde skriket var lokk. Han så henne vinke fremover,
han trodde det angav hvor hun vilde stanse og holde sig for
frælst. Det gallt altså at nå henne, før hun vant dit. Også han
hadde en siste spurt, og nu førte den ham i en fart like in på
henne. Han syntes han fornam duften av henne; snart måtte han
høre hennes åndetak. Han var så opspilet at han ikke visste han
rørte ved henne, før hun så sig om. Hun slap straks kjolen, og
efter et par sprang til, stod hun. Hans arm tok om hennes liv,
han brænte, han drog henne stærkt in til sig — da han hørte det
mest forbittrede: „Slip mig!“ Åndenøden gjorde det så ualminde-
lig skarpt. Han blev aldeles forfærdet; men syntes han måtte
støtte henne, til hun fik full pust; derfor holdt han. Da, med
samme åndenødens sammenpressede skarphed: „De er ingen
kavaler!“ Han slap.
Hovslag hørtes, vognen kom raskt nedover. De to på bukken
må ha fulgt begivenheden; det var til dem hun hadde vinket. I
sin blinde jagt hadde han bare set henne.
Nu gik hun mot vognen. Hun holdt lommetørklæet for an-
sigtet; hun gråt. Tjeneren hoppet av, og åpnet vogndøren.
Han vændte sig fra henne, trøstesløs, lam på forstanden. Der
kom Alice. Hun bar sit sjal og Marys hat, og gik like på
vognen uten at ænse ham. Da han vilde gå over til henne,
vinket hun ham av.
Den tredje dag efter hændelsen lot han sig mælde hos Alice.
Hun var ikke hjæmme. Dagen efter fik han samme besked. Så
måtte han rejse bort nogen dager. Men straks han kom hjæm,
mældte han sig atter. Hun er nætop tat ut, svarte tjeneren. Nu
satte han uten videre tjeneren til side og gik in.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
