Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482 MARY
Alice stod ivrig optat av en del kunstsaker; disse lå over bord
og stoler, eller var opstilt. „Men Alice —?“ sa han stille og sårt.
Hun forskrækkedes; men han opdaget samtidig hennes far bak
henne. Så lot han som han intet hadde sagt, og gik frem.
Kunstsakerne sattes til side; Frans Røy hjalp til med det. Faren
forlot rummet. „Men Alice?“ gjæntok så Frans Røy bebrejdende.
„De vil da vel ikke stænge Deres dør for mig? Og just som jeg
er så ulykkelig?“ Hun svarte ikke. „Vi som altid har været slike
gode kammerater og har hat det så morsomt sammen?“ Hun stod
bortvændt og gav intet svar. „Selv om jeg har båret mig dumt
ad, vi to kjænner da hværandre for vel til at det skal skille os?“
— „Der må dog være grænser,“ hørte han. — Han stod litt.
„Grænser? Grænser? Nej, hør nu, Alice. Mellem os har der
da ikke —.“ Før han kom længer, skyndte hun sig: „Det går
ikke an at bære sig således ad i andres nærvær!“ Hun var ild-
rød. — ,Ja, hvad mener De —?“ Han forstod det ikke. Hun
vændte sig bort: „I andres nærvær at behandle mig således...“
fortalte hun. „Hvad må Mary tænke?“ — Nu først gik det op
for ham at han også hadde båret sig galt ad mot henne, mot
Alice; han hadde hele tiden bare tænkt på Mary. Nu skammet
han sig. Skammet sig forfærdelig, og gik hen hvor hun stod. „Jeg
ber Dem om forladelse, Alice, jeg var så glad at jeg ikke tænkte.
Først nu skjønner jeg det. Tilgiv mig, arme synder! Nej, se på
mig!“ Hun vændte hodet mot ham, hennes øjne var ulykkelige
og fulle av tårer; de møtte hans, som også var ulykkelige, men
bedende. Så varte det ikke længe før hennes og hans blev ett.
Han strakte armene ut, omfavnet henne, vilde kysse henne; men
det måtte han ikke. „Alice, kjære, søte Alice, De vil dog hjælpe
mig igjæn?“ — „Det fører til ingenting. De ødelægger alt.“ —
Jeg skal herefter gjøre hvært gran De ber mig om.“ — „Det har
De lovt før også“. — „Men nu har jeg lært. Nu skal jeg holde det!
På min ære!“ — „Ingen kan bygge på hvad De lover. For De
forstår ikke.“ — „Jeg forstår ikke.“ — „Nej. De aner jo ikke
hvem hun er!“ — „Jeg tilstår at jeg må ha tat fejl; for ænnu i
dette øjeblik fatter jeg ikke hvad hun blev så sint for.“ — Jeg
kan tænke det.“ — „Ja, for da hun kastet altsammen og løp,
trodde jeg sandelig at det var for at få mig til at løpe efter.“ —
„Hørte De da ikke at jeg to ganger skrek: „Gjør det ikke!“ —
„Jo; men jeg forstod ikke det, heller.“ — Alice satte sig overgit.
Hun sa intet mere, hun syntes ikke at det nyttet. Han satte sig
overfor henne: „Forklar mig det, Alice! Så De ikke hvor hun lo,
da jeg danset avsted med Dem?“ — „Har De ænnu ikke begrepet
hvad for en kolossal avstand der er fra os andre og til henne?“
— „Mary Krog er ikke fordringsfull, ikke overmodig. Ikke det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
