Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502 MARY
kanske hun kunde redde den som hadde forsét sig. Helt op-
skaket var hun, så det løp henne koldt ned ad ryggen. Hun
trodde, at når hun klarte næste fremspring, måtte hun se dem.
Istedenfor så hun, da hun stak hodet op, en mann ligge på maven
et godt stykke fra henne, længer mot nord, like over husene.
Det var Jørgen Thiis! Først dukket hun; men så steg der en
glad hævnfølelse i henne, og med den steg hun selv op, raskt,
bestemt. Han så henne, og sprang i vejret, forstyrret, skamfull, og
rev huen av, satte den på igjæn, visste ikke til hvad kant han
skulde se eller vænde sig. Hun kom langsomt, rigtig nydende
ham. Allerede på avstand ropte hun: „Så det er sådan De går
på jagt? — Kanske De vil skyte vore høner?“ Da hun kom
nærmere: „De har ikke hund med? Å nej, vore høner kan De
skyte uten hund. Eller kanske De har ikke hund heller?“
„Jo, men idag gik jeg ikke ut for at skyte. Jeg er færdig.“
Disse enkle sagtmodige ord, som han sa uten at våge sig til at
se på henne, kastet hennes følelser om. Hun vilde ikke mis-
handle ham. Hun hadde hørt nok om onkelens tyranni.
Kråkerne raste værre æn før. „Hør! Det blir holdt dom! At
De ikke hjælper den stakkaren?“ — „Det har De sandelig ret i!“
sa han, lykkelig over at slippe fri. Han bøjde sig efter sit gevær,
og sprang. Hun efter. Først en liten højde, så vejen bortover. I
og omkring to gamle trær raste de grå tingmænn; der var hundrer.
Men ikke før så de en mann med gevær, så spredtes de, skrå-
lende, til alle sider. Deres opgjør var ændt.
Ganske rigtig: mellem to store trær lå en usædvanlig stor
kråke, ribbet og blodig, i sine siste trækninger. Jørgen vilde løfte
den op. „Nej, rør den ikke!“ ropte Mary og vændte sig bort.
Hun gik straks nedover mot bærgkanten igjæn. Hun hørte ham
ikke komme efter, og stanste: „De kommer dog med? Og spiser
middag?“ Han kom. Så gik de stilltiende sammen, til de kom
dit hvor han hadde ligget. Han skyndte sig: „Hvordan står det
til hjæmme hos Dem?“ — Hun smilte: „Jo takk, efter omstæn-
dighederne virkelig bra.“
Røken fra skorstenspipen hvirvlet op. Takenes sten med blå
glasur lå fornemt dækkende alle hus. De store haver til begge
sider med sandganger lå som utslagne vinger med striper i utfra
husene. Altsammen så levende som kunde det i næste øjeblik
løfte sig. — „Har De ligget længe her?“ spurte hun ubarmhjærtig;
hun holdt det jo for en slags besættelse. Han svarte ikke. Hun
tok fat på nedstigningen; herfra var den meget bratt. „Skal jeg
hjælpe Dem?“ — „Å takk, jeg har gåt den oftere æn De.“
Det blev et stille måltid. Jørgen spiste, og det gjorde han altid
langsomt; men aldrig som idag. Mary var snart færdig med hvær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
