Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 503
ret, og sat og så på ham. Sa et og annet som fik høflige svar.
Hans øjne, som ellers var over henne som skyllende bølger der
vilde suge henne med ... idag forlot de vanskelig tallerkenen.
Med ett sluttet han: „Er De ikke vel?“ — „Jo takk; men jeg
er mæt.“ —
.... Nogen minutter senere kom han ut fra Anders Krog.
Mary var kommet litt før ut fra fru Dawes, og hadde nætop
åpnet til sit rum. Jørgen Thiis sa: „Jeg finner Deres far, frøken,
meget bedre.“ — Ja, han kan si et og annet. Og bevæge armen
en smule.“ — Jørgen hørte øjensynlig ikke. „Er dette Deres rum?
— Jeg har aldrig set det.“ Hun gik av vejen, han så og så. „Vil
De ikke gå in?“ — „Får jeg lov?“ — „Værsgod!“ Han gik frem
til tærskelen, over den, langsomt; hun fulgte. Han stod aldeles
stille og åndet dypt. Hun ved siden. Var værelset overtrukket
med kniplingsværk? Han kunde ikke samle det. Sengen, møb-
lerne, hvitt med blått, eller blått med hvitt, amoriner i taket,
malerier, deriblant et av hennes dejlige mor, og blomster foran
det. Og den duft ... ikke nætop av blomster alene, men av
henne og hennes. Hun stod her ved siden av, i sin blå kjole,
den med halværmerne. I denne rene duft, i denne farve-ynde
skammet han sig. Han skammet sig, så han kunde styrte ut.
Han kunde ikke styre det, det begynte at hive og hejse i brystet
på ham; en skjælving kom over ham. Det var som han måtte
briste i gråt. Da glimtet det av to hvite armer, og han hørte
noget sagt, blått og hvitt og hvitt og blått, det også. Døren luk-
kedes bak ham, den skulde vel dække ham. Så glimtet igjæn de
to hvite armer, og han hørte tydelig „Men Jørgen! — Men Jørgen!“
Han kjænte en hånd på sin arm, og han kom i sæte. Hun hadde
virkelig sagt „Jørgen“, to ganger „Jørgen“. Nu strøk hun ham
over pannen, og førte håret bort fra den. Så bløtt, så blomster-
linnt. Det løste for noget; alt sårt og hårdt smæltet under hennes
hånd og rant væk. I en usigelig følelse av varmt. Hun, som nu
bøjde sig over ham, var egentlig den første som hjalp ham, fra
han var barn. Han hadde følt sig så ene. Slik tillid til ham i
det håndtryk. Så ufortjent. Det gjorde godt! Å, som det gjorde
godt! Han drømte han var god, han også, i gode magters vold.
Det hvite og det blå slog telt over ham. In under det tok disse
store gode øjne hans sjæl op i sin. Han sa unskyllende og meget
sagte: „Jeg holdt det ikke længer ut.“ Hvad det var han ikke
holdt ut, forstodes; hun drog sig straks tilbake.
„Mary“ hvisket han. Det kom uten at han vilde det, han
tænkte højt. Det skræmte ham, det skræmte henne. Hun veg
længer fra ham, hennes øjne blev uklare, noget likesom svigtet.
Det så han — og før hun ante det, før han selv visste det, var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
