Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I sin sejrsfølelse var hun skjønnere æn nogensinne. Det syntes
ham en nåde da hun sa „du“ til ham. Det var også alt hun
nedlot sig til. Han væntet og væntet; men hun gav ikke mere.
Ikke den hele dag. Så tydde han til pianoet, og jamret frygtelig.
Mary satte dørene op, så fru Dawes kunde høre. „Den arme
dreng!“ sa fru Dawes.
Næste dag kom hun ikke ned, før de skulde med dampskibet
in til onkel Klaus. „Idag er du rigtig la grande dame“ —Jørgen
mønstret henne beundrende; hun stod i sin eleganteste Pariser for
utgående. „Du vil imponere på onkel Klaus?“— „Også det. Men
det er jo søndag. — Sig mig,“ og hun blev pludselig alvorlig:
„Vet onkel Klaus om fars uheld?“ — Ja, om hans sygdom?“
— „Nej, om grunnen til den?“ — „Det vet jeg ikke. Jeg kom-
mer hjæmmefra. — Jeg har intet sagt. Ikke engang hjæmme.“
— Det syntes hun om. De hadde derfor også en hyggelig, mun-
ter tur nedover til dampen og videre med den. De hvisket om
bryllup, om permissjon for den første måned derefter, om livet i
Stockholm, om hennes besøk dit in, om hans besøk hjæm til jul,
om en liten trip til Kristiania nu straks, kort — der var ikke
skyer på deres himmel.
Onkel Klaus traf de i hans røkehule, der de mere ante æn så
ham. Han forskrækkedes også selv, da Mary i al sin herlighed
stod over ham. Han ilte foran dem in i den store, stive salon.
Ænnu før de satte sig, sa Jørgen: „Ja, nu kommer vi, onkel, for
at fortælle dig —“ han kom ikke længer; ti onkel Klaus så på
ansigterne hvad det var for strålende nyt de bragte. „Jeg gratu-
lerer, jeg gratulerer!“ Den lange mann bøjde sig med en hånd
til hvær: „Ja, det siger alle,“ triumferte han, „at I to er det vak-
kreste par byen har hat. For,“ la han til, „vi har jo længe for-
lovet dere!“ Ikke før hadde de sat sig, formørkedes hans ansigt.
Han så medfølende på Mary: „Din far, arme barn!“ — „Far er
bedre nu,“ svarte hun unvigende. — Onkel Klaus så på henne
prøvende: „Han kan jo ikke mere ...“ han stanste, han var i
virkeligheden ikke god for at tale det ut, heller ikke Mary. De
blev altså sittende tause. —
Da de atter talte, var det om de ualmindelig slette tider. Det
så ut som de aldrig vilde høre op. Aktierne hadde ingen værdi,
skibsfarten lå nede, ingen nye foretagender, pengene gjæmte sig.
Mens de talte om dette, så onkel Klaus flere ganger på Jørgen,
som vilde han spørge om mere, når han var borte. Hun forstod
det og gjorde tegn til Jørgen, som rejste sig og bad at unskylle;
han måtte træffe et par kammerater i byen. Det var således av-
talt mellem Mary og ham at hun skulde tale med onkel Klaus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
