Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510 MARY
alene. Men hvad var det onkel Klaus vilde tale med henne om?
Hun var spænt.
Jørgen var ikke før ute av døren, så sa onkel Klaus med be-
kymret mine: „Stakkars barn, er det sant at din far har lidt store
tap i Amerika?“ — „Han har tapt alt,“ svarte hun. Den lange
mann for i vejret, blek, forfærdet: „Han har tapt alt?“ — Han
stirret med stor, åpen munn, blev purpurrød og brøt ut: „Ja, da
forstår jeg, pinedød, at en kan få slag!“ — han gav sig til at drive
frem og tilbake, som var ingen annen tilstede. De vide bukser
slang ham om benene, de lange armer kavet. „Han har da også
altid været en godtroende fjott! En rigtig tosk! Tænk at ha så
stor formue ute i annen manns forretning og ikke føre opsyn
med den! For en forbannet —“ han stanste brått, og spurte i
højeste forbauselse: „Hvad skal dere så gifte dere på —?“
Mary hadde kjænt sig krænket innerst inne, længe før dette
spørsmål kom. I hennes nærhed at bære sig sådan ad, i hennes
påhør at sige sådant om hennes far! Ikke desto mindre svarte
hun med sit smukkeste smil og med Skjælmeri: „På dig, onkel
Klaus!“
Hans forbauselse var ikke til at måle. Hun prøvde at dæmpe
den, før den fik utbrudd, hun spøkte og slog om i Engelsk, idet
hun beklaget den fattige mann som han var! Men det prællet av
som fuglesnak på en bjørn. „Det ligner den satans Jørgen,“ kom
det ændelig, „straks at spekulere i mig!“ — Han skjøt atter i vej
bortover gulvet, fortere æn før: „Ha, ha! Jagu kunde jeg tænke
det! Når der er noget i vejen, så skal jeg til! I disse tider jeg
knapt tjener maten! Noget så uforskammet har jeg aldrig hørt,
så længe jeg har levd!“ Han så henne ikke, han så intet. Denne
rike manns luner, vrede, uforskammethed hadde altid hat frit løp.
Jørgen fortjente, pinedød, at jeg tok fra ham også det han nu
får! Han gjør ikke annet æn forlanger mere! Og nu skulde jeg
.....ha, ha! Ja, han er gutten sin!“ —
Mary sat likblek. Aldrig før var hun blet ydmyget; aldrig før
hadde noget menneske behandlet henne anderledes æn som den
foretrukne.
Men hodet tapte hun ikke. „Jeg fører nu fars regnskaper,“ sa
hun koldt; „derav kan jeg se at også du og han har forretninger
sammen.“ — „Å ja,“ sa han, uten at stanse og uten at se på
henne: „Å ja — for et par hundre tusen. Men fører du regn-
skapet, så ser du vel også at i disse tider inbringer de næsten
ingen ting.“ — „Det er nu overdrevet,“ svarte hun. „Ja, hvad
vil du med dem?“ spurte han og stanste. Utav en inskytelse
ropte han: „Har Jørgen bedt dig om at sælge dem?“ — Jørgen
har ikke bedt mig om noget,“ sa hun og rejste sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
