Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 515
sidesat en ung mann der levde, som ikke var med i den højere
societé og ovenikjøpet var Nordmann. Han var ulykkelig og gav
ondt fra sig.
„Du, som var så flink til konfirmationen, Jørgen, du vet da at
Jakob måtte arbejde i samfulle syv år for Rakel?“ — „Har jeg
kanske ikke arbejdet i mange nok for dig, Mary?“ — „Det var
fordi du begynte så altfor tidlig at det blev så mange. Det er en
slem vane du har lagt dig til — at begynne for tidlig!“ — „Var
det muligt at se dig uten at ...? Du gjør dig selv uret.“ — „Det
var da andre mål du hadde, Jørgen, æn at vinne mig?“ — „Det
hadde også Jakob, den pengepuger! Og han hadde ænda den
åbenbare fordel at imens kunde han se Rakel, så ofte han vilde.“
— „Nå — den som har væntet i mange år, Jørgen —“ „— han
kan også vænte et halvt år til? Ja, du har let for at snakke, du,
som aldrig har væntet. Ikke det minste!“ — Hun tidde. „At du
ovenikjøpet vil ærte mig, Mary?—Jeg, som (ja også, når jeg er
hos dig!) må leve på så smal kost!“ — „Du beklager dig, Jørgen?“
— „Ja, det gjør jeg sandelig.“ — „Du begynte så altfor tidlig,
husker du.“ Hun lo. Han blev forlegen; men om litt: „Du for-
står ikke hvad det er at vænte, du!“ — „Jeg forstår da i alle fall,
at den som lever på smal kost, kan lettere vænne sig til det.“
Hun lo igjæn. Han kjænte sig både krænket og usikker. En
som rigtig holdt av ham, hadde næppe båret sig sådan ad —
kvællen før en adskillelse på flere måneder. Og med så tarvelige
utsigter for ægteskap som deres.
De sat en stund hos hennes far og længere hos fru Dawes.
Jørgen var stille, sa ingenting. Men Mary var munter. Fru Dawes
så forundret på dem. Hun vændte sig til Jørgen: „Stakkars
dreng, du må komme hit til jul!“ Mary svarte for ham: „Tante
Eva, det er nætop i julen at det er morsomst i Stockholm.“
Med én gang rejste Mary sig og bød meget uvæntet „Godnat!“
Først til Jørgen, så til fru Dawes. Jeg er træt efter rejsen, og
jeg skal tidlig op imorgen for at følge Jørgen.“
Jørgen følte at dette uvæntede opbrudd var en utspekuleret
skøjerstrek. Hun vilde slippe at sige ham godnat ute på gangen.
Han lovte at ta hævn. Han forstod sig på det.
Fru Dawes vilde vite om der var forefallt noget mellem dem?
Det nægtet han. Hun trodde ham ikke; han måtte gjenta det
alvorlig, at han visste om intet. Men dølge sin forstemthed kunde
han ikke. Han formådde ikke engang at sitte der, og forlot henne.
På gangen var det mot sædvane aldeles mørkt. Han famlet sig
frem til sin dør. Først da han hadde tændt inne hos sig og uvil-
kårlig lyttet efter et livstegn inne fra henne, fallt det ham in at
hans lås nu var gjort lydløs.. Imorges hadde det gnisset. Rent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
