Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubetydelig; men gnisset hadde det. Aldrig hadde han været i et
hus som dette, deri det aller minste som var i ulage, uopholdelig
blev rettet. Tross det var søndag. Han kunde ikke tænke sig en
større lykke, når alt engang var i orden, æn at vænde tilbake hit,
hvile ut her og leve her så længe og således som hans innerste
attrå til livsnydelse forespejlte.
Så det gallt at holde ut. Finne sig i hennes luner nu, som før
i onkelens. Til hans tid kom! —
— Han gik og klædde sig av, da døren lydløst åpnedes, og
Mary trådte in i sin natdragt. Blændende skjøn. Hun lukket bak
sig, og gik bort til lampen. „Du skal ikke vænte, Jørgen!“ Hun
slukte lampen. —
ALENE
Næste morgen sov hun for længe. Hun vækkedes ved sang og
spill. Først i halvsøvne, så sikkert gjænnem en strøm av tililende
minner hørte hun Jørgen Thiis. Han sang til pianoet for åpne
vinduer i den tidlige morgen. Hans lyse, jublende tenor svang
fæsttoner op til henne.
Fort, fort var hun oppe og i klærne; ellers kom hun for sent
til at følge ham ned til båten. Under det raske arbejde blev hun
våknere, og jo stærkere stormet tankerne mot ham og hans yre
glæde der nede. Hans inderlige, sjæl og sanser gjænnemstrøm-
mende takk og lov, den vilde hun nyde nær hos! Løftes og bæres
rundt i triumf som hans livs fyrstinne. Av fri suverænitet hadde
hun ydet ham livets højeste pris. Nu var han lønnet for sin lange
kval! Fordomsfrit og uten prutning. Hun kjænte ham jo nu, hun
visste, in i det minste, hvordan han vilde se ut, hvordan han vilde
bære sig ad for at føre henne med in i sin lykke. Derfor svulmet
hennes bryst mot møtet. Fejres og takkes vilde hun!
Gjænnem det lille hollandske kabinet kom hun i sin blå morgen-
kjole og la hånden på dørvrideren til det store musikrum ut mot
sjøen; men måtte stanse for at samle ånde, så spænt var hun.
Imens nød hun hans triumf derinnefra. Så betat var han av sin
egen musik, at hun kom ham helt nær, før han mærket henne.
Han så op, strålende — rejste sig langsomt, stille, som til fæst.
Han vilde ikke forstyrre stemningen, åpnet favnen mot hennes,
drog henne til sig, kysste ærbart hennes hår, klappet henne på
det kinn som lå bart, med langsomme, vare strøk; han vilde
dække og skjule. Hjælpe henne med mandig godhed over den
skamfølelse som hun naturligvis stod i. Han var helt igjænnem
øm og beroligende.....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
