Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 523
„Vil du komme her!“ ropte Jørgen til hunden, og pekte med
sin stok. Jørgen kjænte sig krænket ved at hun ikke engang hadde
budt ham hånden. Hunden kom elendig; men var straks like
munter; ti Mary talte til den og klappet den igjæn.
„Jeg har været en snartur over i Amerika,“ sa hun. — „Ja, det
har jeg hørt.“ — „De 50,000 som du talte om, fant jeg ikke i
regnskaperne, og forstod at der måtte være et regnskap for sig,
et som angik formuen i Amerika. Og det var det. Så blev det
nødvendigt at rejse over og redde hvad reddes kunde. Hoved-
stolen var tapt.“
„Hvordan gik det?“ — „Jeg kom igjæn med det som ikke var
brukt av renterne i alle disse år.“
— „Pengene var godt anbragt?“ — „Bedre, tror jeg, æn det
var muligt i Europa.“
Her kom et lite intermezzo. Hunden hadde været utenfor for-
tauget, og fik et par rap. Det oprørte Mary. „Herregud, hunden
forstår det ikke.“ — Jo, han forstår det udmærket. Men han har
ikke lært at lyde.“
De gik bestandig videre og nokså fort. „Hvad mener du med
at fortælle mig dette?“ spurte Jørgen. „At vi kan gifte os straks.“
— „Ja, hvor meget er det, da?“ — „Et par hundre tusen.“ —
„Dollars?“ — „Nej, kroner. Og så de 50,000 til.“ — „Det er ikke
nok.“ — „Sammen med det vi ellers har?“ — „Det „ellers“ in-
bringer for tiden næsten ingenting. Det vet du jo.“
Mary begynte at få ondt. Han forstod det på røsten, da
hun sa:
„Vi har jo skogen i bakhånd.“ — „Som først kan hugges om
tre år? Kanske først om fire-fem? Det kommer an på væksten.“
— Mary visste han hadde ret; hvorfor hadde hun nævnt det?
„Men ti-tolv tusen kroner om året ....?“ — „I vor stilling for-
slår ikke det.“
Atter et intermezzo. Her var intet fortaug, men stor åpen plass
og rigtig sølet. Begge hadde glæmt hunden. Én tyk, skidden skibs-
hund, også puddel, hadde fåt landlov med nogen matroser som
nætop slang samme vej. Med denne velkomne kammerat hadde
Jørgens hund slåt følge. Den blev med møje og besvær ropt til-
bake, skidden, som den alt var blet. Men da Mary blandet sig i
det, kom den frejdig, lyksalig, men fik et slag av pisken, og skrek.
— „Det er dog besynderligt,“ sa Mary, „at du ikke kan holde
fred med en snill hund!“ Hun husket den gamle Finnehunden
hos deres nabo der hjæmme, som han også var så ond med.
Jørgen svarte henne ikke. Men da hunden fulgte ydmyg, og han
var blet sikker på det, sa han: „Vet onkel Klaus noget om den
formuen?“ — Jeg tror ikke nogen vet om den uten vi. — Hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
