Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524 MARY
for spør du om det?“ — „Det er bedre at tale til onkel Klaus.“
— Hun stanste forundret: „Til onkel Klaus?“ Jørgen stanste også.
Nu så de på hværandre. „Vi kommer længer med det,“ sa Jørgen.
„Hos onkel Klaus?“ — hun stirret. Hun forstod ham ikke. „For
familiens ære gjør han meget,“ sa Jørgen med et raskt sideblik,
idet han gik. Hun var blet kridhvit, men fulgte. „Må vi betro os
til onkel Klaus?“ hvisket hun bak ham. Længer kunde ydmygel-
sen ikke komme. „Vi gjør det!“ svarte han opmuntrende, næsten
glad; „nu siger han ikke nej.“ Hadde det været med i hans
beregning?
Han kom nærmere til henne: „Når onkel Klaus intet vet om
formuen, får vi mere, ser du!“
Han hadde tænkt det vel igjænnem! Så motbydeligt det var
henne, det imponerte. Jørgen var visst betydeligere æn hun hadde
forståt. Når han helt fik utfolde sine ævner, vilde han overraske
flere æn henne.
Selv gik hun og foldet sig sammen, som et blad i for tør varme.
„Du vil selv greje dette med onkel Klaus?“ — Jeg følger med
dig hjæm straks, kan du skjønne. Du hadde ikke behøvd at
komme. Bare mældt mig det.“
Hun gik med bøjd hode og skalv. Hans overlegenhed avsatte
og kuet henne; hans betragtninger kvalmet. Det var som før en-
gang, at den ene fot ikke vilde flytte frem foran den andre; hun
kunde ikke længer følge.
Da hørte hun Jørgen rope: „Kom hit, din lille satan!“ Atter
hunden. Den skidne laban av en kammerat hadde på ny lokket
den bort fra pligtens vej. Jørgens røst hadde noget for ham eget,
når den befalte: den var dæmpet og skarp på én gang.
Hunden kjænte den og lot det bli med at se op, tvilrådig. Så-
som den var begavet med et lykkeligt letsinn, kastet den sig
med én gang lystig mot sin kammerat og tok leken op, som om
intet var sagt.
Mary stod og tok lære. Det var like under John Ericson at
dette hændte. Hun så op på dette kunstværk, hun så in i John
Ericsons store, gode, tænksomme øjne, til hennes egne fik tårer.
Hun var så ulykkelig.
Imidlertid strævde Jørgen med hunden. Det gallt som princip
i opdragelsen aldrig at la den få sin egen vilje i strid med herrens.
„Kom hit, du lille skøjer,“ sa han insmigrende. Hunden blev for-
undret. Den stanste midt i leken. „Ja, kom så, vennen min!“
Den gjorde et par glade hopp imot ham, den husket gode, hygge-
lige stunder; kanske var her en av dem? Men hvad det nu var
— den fik tvil, kastet om, og lå snart mellem labberne på sin
skidne ven, begge overænde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
