Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 533
— Margrete Røy oplyste at hun hadde det fra Sykeplejersken.
„Å,“ svarte Mary, „hvad jeg sa i den tilstand, vet jeg ikke mere.
Jeg har i alle fall ikke tænkt over det siden.“
„Altså De rejser ikke ut?“ Mary sat litt. Jeg siger jeg vet
det ikke. Jeg er ikke kommet så langt som til mig selv ænnu.“
Margrete Røy blev forlegen. Det så Mary, eller rettere hun følte
det. „Har kanske De også tænkt på at rejse ut?“ spurte hun.
Ja. Jeg vilde da høre om jeg kunde være Dem til nogen tjeneste,
så skulde jeg inrette min rejse efter Deres.“ „Hvor rejser De da
hen?“ — Jeg rejser på mit studiums vegne. Og begynner med
Paris. Sykeplejersken sa mig at det var dit De vilde,“ føjde hun
til. Hun begynte at bli unselig. Hun hadde tænkt at hjælpe Mary,
og syntes påtrængende. Jeg forstår Deres godhed,“ svarte Mary.
„Det er jo muligt jeg har nævnt Paris. Jeg husker det ikke. Det
sanne er at jeg intet har opgjort.“ — Ja, da får De virkelig tilgi
mig. Det hele er en misforståelse.“ Frøken Røy rejste sig.
Mary følte hun burde holde henne tilbake; men hun hadde
likesom ikke kræfter. Først ved døren stanste hun henne. Jeg
kommer for at tale med Dem en av dagene, frøken Røy.“ Hun
sa det sagte, og så ikke op. „Idag har jeg ikke kræfter,“ la hun
til. — Jeg kan se det. Det tænkte jeg mig også. Derfor har jeg
tat med noget for Dem, hvis De vil bruke det. Det er det beste
styrkemiddel jeg kjænner.“
Nej, hvor det menneske var Mary sympatisk! Hun takket henne
hjærtelig.
„Når jeg har litt mere kræfter, kommer jeg altså.“ — „De skal
være velkommen.“ — Ja,“ sa Mary rødmende: „De har vel
ikke noget imot at komme til mig?“ — „Til Deres hus på tor-
vet?“ spurte Margrete Røy; hun blev også rød. — „I vort hus
på torvet, ja. Eller jeg kan vel ikke længer si “vort“?“ Tårerne
kom igjæn. „Når De bare siger til, skal jeg være der.“
Otte dager efter kom hun.
I den mest forrykende novemberstorm, den værste de hadde
hat på de kanter. Bugterne var ænnu ikke tilfrosset, så damp-
skibet gik. Men det var med nød og næppe. Og stoppet op i
byen.
Margrete Røy blev højst forundret, da hun den dag fik bud om
at komme til Kroghuset på torvet.
Hun kom in i et varmt, hyggeligt hus, hun, som hadde vænnet
sig til at se det forlatt med nedrullede gardiner. Hun blev ført
ovenpå ad en gammeldags bred trap; det hele hadde façon og stil
fra de gamle bygårders tid i begynnelsen av det forrige hundreår.
Mary sat innerst inne i et rødt boudoir, uforandret fra hennes
mors tid. Hun sat i en sofa under et stort portræt av moren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
