Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - III. „Menneskets bryst er som havet“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
bruk mellem mænn. Til almindeligt, offentligt bruk hadde har
det vanlige sætt; kun at hans behandling var virtuosmæssig. For
at antyde de førstes karakter — jeg mener de selvopfundnes —
skal jeg gi en noget avdæmpet prøve. Kompaniet hadde en søn-
dag været opstilt til bøn, og præsten hadde trættet dem med
en for lang præken, som John Kurt ovenikjøpet påstod at ha læst
i en gammel postille. Så lyste han velsignelse over præsten i
følgende ord: „Fa’en han inderlig illuminere hejle tarmgangen i’n
med brænnendes postiller!“
Av historier hadde han et uuttømmeligt forråd. De servertes i
en sauce av billeder og forbannelser, så det boblet. Historierne
hadde ellers det ved sig at ikke alle trodde dem.
John Kurt var høj, mager, knoket, vig som en vidju. Han bar
helskjæg; men det vilde ikke rigtig til; det var fillet, og pletter i
det hvor intet vilde gro. Dette gav ansigtet noget sønderrevet.
Når hans ville øjne luet op, var han stygg. Men pannen var klar,
dens hud ejendommelig hvit; der kunde fare lyn henover den,
når han var på sit beste; og da var han ikke stygg heller. En stor
stemningsmagt var over ham; og den kunde han meddele.
Det grommeste for en velvoksen mann var naturligvis at være
officer og soldat. Han lynte og tordnet de forsikkringer in i
værden, at ingen kunde bli menneske som ikke først hadde gåt
gjænnem „eksisen“. (Han brukte som oftest almuens ord og væn-
dinger; skriftsproget hadde ikke nok farve.) Eksis og disciplin!
Kvinnfolkas største mangel var den at de hadde aldrig fåt disci-
plin og takt in i sit syndige liv—„di svina“. Hele landet skulde
inrettes som et „eksishus“. Så var der ingen sjuke og klejne på
kroppen heller; og så var der, dævelen tute og blåse, orden og
greje. Hejle stortinget skulde, fa’en bryte, på moen og eksere;
før kom der ikke mejning i hejle skitten. Kongen skulde, fa’en
glo, stå for eksisen; ellers blej det som i et porkhus, at di stær-
keste tryna, di skauv di andre tryna væk fra matfatet. Der måtte
stå ejn over dem me’n kjæp.
Hvem kan så måle hans kammeraters, hans kjænningers, men
fremfor alle hans fars forundring, da det en vakker dag stod kun-
gjort at premierløitnant John Kurt hadde inlagt ansøkning om
avsked og mottat den i nåde!
Han kom strykende hjæmover. Når nogen spurte ham hvorfor,
svarte han at det hejle militærvæsen var, dævelen sylte, det
usleste apekatten; ingen hæderlig mann burde nedlate sig til det.
Officererne var utmajete, oplærte aper; de lærte op friske, staute
gutter til aper; generalerne var stor-aper med fjør på, og kongen
var over-ape.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
