Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - IV. Sejler i sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
gjorde sig ikke rede for det anderledes, æn at det tilsist ikke var
nogen som syntes dem at kunne fortælle, uten han.
Tomasine mer æn de andre. Hun følte, som det også var, at
alt gik ut på at more henne.
En dag de tilfældig var blet alene, gav han henne en historie
om en lodsenke, til hvem han i de dager med ihærdighed samlet
penger. Han så at Tomasine syntes om ham for det, og uten
nogen overgang sa han til henne, at for ham var hun, frøken
Tomasine Holm Rendalen, hvad en by er for en ørkenkaravane.
Ja, når hun lo av det, så var det fordi hun ikke visste hvad det
var at traske avsted i samme sanden og samme solstejken, trætte,
slitte, tørste, sultne. Da er det noget at få se en by! Hun var
minarettårnet og platanerne og vandspringet, og forbudt vin og
kvite telttak, og dans og citarlejk og lugt av stejkt kjøtt. Æn om
de to slog sig sammen? Så solgte de „hejle hurven“ her, og rejste
til værdens dejligste land og la sig på ryggen under solteltene og
lot andre gå rundt og dryppe maten og drikken i dem? Eller
også „blej di“, og drog haverne på Godset opover fjællet? For
hvad kunde ikke vokse i slikt ly, i en slik solbakke, under en
slik varm havgufs? Så skulde de grave sig ned der i bakkerne
som to grrrævlinger og bli rike folk?
Men han så hennes stigende forfærdelse ved det! Atter uten at
gi stans lot han det hele gli over i en stormende lovtale over sin
far. Dette var nemlig intet annet æn hans fars påfund; han vilde
ændelig ha sønnen gift. Hans far kunde stå op om vinternætterne,
når det pludselig blev koldt, „og bitte flejre bastmatter og ullfiller
omkring de forfrosne frugttrærne, som var de nakne unger“. Når
hans far skulde hugge om en busk, „tok’n først fuglerejrene og
bar dem i næverne borti ej anna busk, og limte dem fast der“.
Hun måtte derfor ikke undre sig om far hans også tænkte på
ham. Men selv kunde han nok vænte. Han var lykkelig, som
han hadde det, han. Begynte så på en historie om nogen kjør
som ikke vilde bite i græsset, fordi det så blekt ut; men han
satte på dem store grønne briller, og da tok græsset sig ut som
friskt, „og jagu åt di“.
Så meget forstod hun imidlertid at John Kurt var skuffet. Selv
var hun blet rædd; hun visste ikke rigtig hvorfor. Jo, hun visste
det nok også. Hun hadde nætop samme dag hørt noget om hans
forfærdelig usædelige liv.
Da hændte det besynderlige, at en veninne av hennes avdøde
mor kom til henne for efter en passende inledning at tale hans
sak. Og en tid efter kom nok en veninne av hennes kjære mor;
og nok en! Han var ganske visst ikke som andre; men han
vilde bli en udmærket ægtemann; derpå var de sikkre allesammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
