Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - IV. Sejler i sigte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 35
Og hvad hans usædelighed angik, ja, den var slem; men værre
æn så mange andres var den næppe; selv gifte mænn kunde der
i byen forgå sig styggt. Forskjellen var at han gjorde full offent-
lighed av det. De tre damers taler lignet stærkt hværandre, og
Tomasine blev slåt av samstemmigheden. John Kurt selv holdt
sig en stund borte; kun at han på alle turer til og fra byen
— og de var ikke få — gik forbi Rendalens, skjønt de bodde av-
sides, langt til venstre fra torvet, op mot marken. På hvær op-
og nedtur hilste han in, om sa bare katten sat i vinduet.
Samtidig sendte han hvær morgen en buket; dagen og buketten
var like sikkre. Gamle Mariane, som tok imot dem, hadde gjærne
et eller annet ord om Tomasine at lægge til. Han hadde hvær
gang latt en lejlighedsyttring falle, som f. e. „Gud velsigne hals-
grope på a!“
Efterat morens beste veninner hadde været hos Tomasine for
at tale hans sak, varte det ikke meget længe før hennes egne
beste veninner begynte at komme. Nogen hadde før gjort det
motsatte; de hadde nævnt ham næsten med avsky; de kunde
ikke holde ut „hans løgnhistorier“; ikke døje „hans rå tale“; ej
heller ham selv; „han var fæl“. Nu begynte de at inrømme at
der var noget interessant ved ham allikevel, en slags dæmonisk
betagende magt.
Han hadde naturligvis været hos dem; først hos den han visste
hadde mest imot ham. Han sa henne at han kjænte til det; at
han respekterte henne for det. Han var jo et elendigt, foragteligt
menneske. Men nætop derfor kom han. For hun var da den
redeligste og skarpsynteste samvittighed der i byen; alle var enige
om det. Hun måtte hjælpe ham! Hun kjænte ikke hans livs-
historie; det var saken. Hun visste derfor ikke hvorfor han like
fra gutten av hadde været og måtte være misforståt, og derfor og-
så måtte bli en raring. Ja, egentlig behøvde han ikke at sige
noget; for hun så tværs igjænnem folk. — Om en annens hænder
sa han at de var så lubbne, så lækkre og runde og ferske, at en
kunde drikke kaffe til. — Han tullet og rullet dem in i sin ord-
strøm; han duschet dem koldt, og duftet dem varmt; han for-
skrækket dem, og han rørte dem. De tapte ikke sansen; de for-
stod godt at ikke alt var ægte vare, umiddelbar natur. Men nætop
det slog om til hans unskyllning. Han brydde sig ikke med at
skjule sig; insmigrende var jo de fleste, når de vilde opnå noget.
Da lød der et eneste brøl av latter fra den ene ænde av byen
til den andre; ti hen på foråret utlagdes han av en liten frisk
sypike som far til hennes barn, vedkjænte sig barnet for al værden,
og lot det med stor stas bringe i kirke og bære over dåben, hvor
det fik navnet — Tomasine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
