Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - V. Husliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
lejlighed til at føre det liv han hadde ført. Men det var visst og-
så det eneste som skilte dem. I grunnen, eller som han uttrykte
sig: „i botten“, var hun den samme, hun som han; akkurat. Der-
for var det ikke værdt hun længer spilte den komedien.
Dette kom så uvæntet på Tomasine, at hun skrek op: „Tølper!“
— tok sine ting og vilde gå; døren til forgangen var like bak
henne. Han kastet sig i vejen, drejde nøkkelen om, og tok den til
sig. Gik derpå til de to andre dører, låste også dem, og tok nøk-
lerne til sig. Lukket æn videre vinduerne.
„Hvad er det du tænker på?“ spurte hun likblek og tok bril-
lerne av sig; hatten glæmte hun.
„Lære dig en gang hvad du egentlig er for noget,“ svarte han.
Og til hennes forfærdelse kallte han henne med de værste navn
som en kvinne kan kalles med. Derunder kom han like in i
øjnene på henne; hans ånde stod om hennes munn. Han sa ting
der brænte henne som kokende vand. Til en slik usling hadde
hun utleveret sig.
Men ham gav hennes nærhed og duften av hennes selskaps-
dragt en inskydelse. Lynsnart for det i ham at nu var stunden
kommet til at knække henne. Hun inbildte sig for meget, der
hun stod med sin stærke figur. Hun våget at ville være noget
for sig selv. Hans var hun; hans ting. Han kunde gjøre med
henne hvad han vilde.
Men hun satte sig til motværge.
Han varskudde henne først. Han spurte hvad hun tænkte på?
At ville tvinge ham? Hun? Pludselig skrek han: Jeg er ikke
rædd di kat-auene dine!“
Nu stod der en kamp på den gamle Kurt’ske tomt. Det var
mellem en Kurt og hans hustru, og det var med al den magt
som to mennesker ejer fra hans side med den hensynsløshed
som skuffet herskesyke, krænket mannsvilje kan by over. Aldeles
alene, for lukkede vinduer og dører, og uten et ords lyd. Bordet
væltedes, og alt på dette fløt utover eller knustes. Stoler væltedes;
den nye sofa blev skjøvet langt ut på gulvet. Selv væltet de og-
så; men var oppe igjæn. De kom så over til den annen side, og
der støtte de til det svære slag~ur. Det svajet og fallt og traf ham
over skulderen og delvis i hodet, så han måtte stanse og sanse
sig. Hun hadde da tid til at prøve en dør; i alle fall til at skifte
plass. Men hun gjorde det ikke. Hun så på sig; for hun hadde
næppe mere et helt plagg på sin krop. Hennes hår hang utrevet,
og hun kjænte smærte i hodet. Det eneste hun allikevel gjorde,
var at fri sig for resterne av krinolinen, som hun kastet; den hængte
sig over bordbenene. Hun blødde, det kjænte hun. Han hadde
engang tat henne over munn og næse, hvorefter neglegrepet sved.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
