Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - I. En detronisering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 53
også før hadde gjort med bøker, men bestandig glæmt igjæn, nem-
lig at mange blad på én gang lot sig ikke godt læse; derimot et
eller et par ad gangen — det gik. Så tok han dem da ut av
boken; således læstes de lettere. Efter de par første tok han flere,
i alt tyve — da hun kom til.
Om denne måte at læse på blev de straks uvenner. Hun glæmte
sig, og trev boken hastig fra ham og betydet ham barskt, at han
visste jo han ikke fik ta bøker fra henne. Han blev først skræmt;
men efter litt strækker han begge hænder og siger: „Mig bå,
mama! Mig bå!“ Hun ænste ham naturligvis ikke; hvorfor han
kom hen og gjæntok meget insmigrende: „Mig bå, mama; mig bå!“
„Nej!“ svarte hun kvasst; for desværre boken var skammelig
istykkerrevet nætop der hvor hun nu skulde læse. Han væntet
litt; men atter igjæn: „Mig bå, mama; mig bå!“
Hun husket det var hans fødselsdag, og svarte stillfærdigere,
denne gang med at vise ham hvilken ulykke han hadde gjort.
Han hørte på det, og svarte: „Mig bå, mama; mig bå!“ Hun
hadde sukkertøj liggende der; hun gav ham litt, som han også
spiste, mens han sa: „Mig bå, mama! Mig bå!“
Da la hun boken fra sig, tok ham og danset rundt med ham
og satte ham ned blant hans leker. Selv gik hun tilbake for at
ordne de iturevne blad. Herunder stod han snart ved siden av
henne og kramste op på bordet med den ene hånd, mens han
holdt sig fast med den andre: „Mig bå, mama! Mig bå!“
Atter la hun fra sig, og fant hans yttertøj for at gå ut med ham.
Det vilde han på ingen måte; han gjorde sig stiv som en kjæp;
men hun vilde at de skulde gå ut. En time var de i haven, og
han moret sig der. Mens hun i stuen stod og tok tøjet av ham,
strakte han den frie hånd mot bordet: „Mig bå, mama; mig bå!“
— og det med den mest insmigrende røst og mine som han ejde.
Hun tænkte det var best at slå sig døv, og gav sig ifærd med
at klippe papirlapper, som hun med gummi klæbet over de itu-
revne bladstykker; det var et langsomt arbejde, og imens stod
han og bad og tigget og småstampet og strakte sig: „Mig bå,
mama; mig bå!“ — Han slutter vel engang, tænkte hun; men hun
blev færdig med sit, og han holdt på.
Hun længtes svært efter at komme bort fra hans selskap og in
i bokens igjæn; det var jo unægtelig morsommere. Men sint vilde
hun ikke bli — og så gav hun sig til at blåse fløjte; d. v. s. hun
bevæget fingrene som på en piccolofløjte og blistret til; det var
noget hun hadde øvelse i. Han tagg og tøjde i hennes kjole, og
hun svarte på fløjten. Herunder blev hun munter; og munter-
heden steg, da han blev sint og ropte: „nej! nej!“ til fløjtespillet
og gråt og slog henne; fløjtespillet blev meget kvikkere. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
