Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - II. Pa „bærget“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Tomasine måtte atter ifærd med de evindelige briller. Og da
hun satte dem på, hadde konen ryddet unda i stuen, så godt hun
kunde; for hun hadde jæntungen hængende efter sig med begge
hænder fast i skjørterne, altid således, at hvorledes konen snudde
sig, var ungen bortvændt fra den fremmede. Andreas Berg blev
utenfor.
Marit Støen unskyllte sig for at her var så uryddigt. Hun
gjorde det med en behagelig røst og naturlig behændighed. Det
led jo alt mot middag, så her burde være anderledes, sa hun;
men her hadde vær’t som en dansemoro kvællen forut; „di holdt
på så mye for længe, måtru.“ Hun kunde heller ikke be frua gå
in i kammerset; for der var ænnu værre, lo hun. Hun hadde
ikke så liten intægt av stuen og av kaffen hun solgte, føjde hun
til. Stuen var den største på dennene kanten av bærget, og bærget
er likesom delt i to; „for dem på dennene sia vil inte ha noe å
bestelle med dem på den andre,“ lo hun.
Tomasine Rendalen hadde sat sig; men da hun skulde til at se
sig om i stuen, opdaget hun at atter måtte brillerne av; hun var
nok blet varmere æn hun visste av. Under dette spurte hun efter
barnets mor. Konen svarte at „Petrea“ var gift.
„Gift?“
„Ja, med en størmann Aslaksen.“ Det var en svært flink gut,
fortalte hun, „som ændelig vilde ha henner“. De bor ikke her
længer, fortalte hun, og forklarte omstændelig hvorledes de hadde
det; Aslaksen skulde snart få skib.
Barnet gløttet nu og da frem bak mormorens skjørter, og hvær
gang tok Tomasine henne i øjesyn. Hun hadde et mørkt lurve-
hår, ganske som mormorens, og var for øvrigt en blanding av
John Kurt og den som stod foran henne — en blanding som
virket — ja, hun kunde ikke for det; den virket motbydelig. Og
dog var barnet vakkert. Øjnene var Kurts ville, derom var ingen
tvil; men allikevel var der noget av latter i dem.
„Altså barnet skal bli hos dig?“ spurte Tomasine og pekte med
parasollen dit hvor det hadde gjæmt sig.
,Ja, barnet, det er nå så godt sørja for,“ svarte mormoren, idet
hun fik fat i hodet på det. „Først betalte nå John Kurt for
Petrea, straks hu kom i oløkka; og gjorde slik en gild barnedåb
at det va fæle ting. Og så ga’n a e sparebankbok med 100
speciedaler i; å etter far hans fekk hu e slik e te med vel
så mye i.“
Og så gråt Marit Støen. Gråt av taknemlighed over at John
Kurt hadde git to hundre daler til sit eget barn. Tomasine hadde
til dette øjeblik ingen anelse hat om slike forhold. „Har I ænda
av de penger?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
