Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - III. Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Hun var ældre æn Tomasine, men hadde i sin tid været nogen
måneder sammen med henne i England. Da Tomasine kom hjæm,
hadde Laura alt været gift et år; på grunn av giftermålet var hun
kommet utenfor den ring hvori Tomasine færdedes; men Tomasine
søkte henne ofte, fordi hun likte den lille sunde, greje hustru.
Just derfor var det især henne hun blev vred på, da det viste
sig hvem John Kurt var; — at hun ikke med ett ord hadde fra-
rådet henne at ta ham. Efter John Kurts død hadde Laura gjæn-
tagende søkt at få Tomasine i tale; men forgjæves.
Men nu tænkte Tomasine: Har kanske de fleste hustruer noget
at klage over, og hindrer dette ingen kvinne i at gifte sig — hvor-
for da forlange at de skulde ha rådet mig anderledes æn de
kanske vilde ha handlet selv?
Og så gik hun ned til Laura Hansen. De bodde i et lite gam-
meldags hus på torvet ved siden av Fürst’s; den snurrige gård,
med et smug på den ene siden og en stor port in til et vidtløftigt
gårdsrum på den andre, var arven Laura hadde hat i vænte og
nu fåt. Laura var en spæd, men velvoksen kvinne med klare
drag. Somme forekom hun at være modig, andre sky; det be-
rodde vel på hvad som rørtes. Somme kallte henne snaksom;
andre ordknap; hun tok hensyn til personer og lejlighed. Ven-
innerne hadde nu ikke set hværandre på fem år. Laura sat og
sydde i kammerset bak butikken, henne ved vinduet mot smuget,
men rejste sig nu — forundret, rød og litt efter litt bevæget. To-
masine stod altså atter hos henne.
Begge var — til at begynne med — noget stive. En liten mørk-
håret, tyk jænte sat på en skammel og lærte at sy; hun så klokt
op på dem; nu blev hun sendt ut. Moren forstod straks at de
to fordums veninner måtte være alene og ha et opgjør. Og det
fik de.
Efter flere inledninger førte Tomasine sin klage mot henne som
mot alle sine veninner, hensynsfullt, men dog forståelig. Laura
svarte: Når en pike ikke selv støtes av et liv som det John Kurt
hadde ført, så kan ikke andre godt snakke til henne om det.
Laura hadde for sin del vraket flere mænn, nætop fordi de i dette
stykke hadde været tvilsomme eller mer æn tvilsomme. Men Han-
sen, visste hun, var ægte i så måte også.
Den store Tomasine minket under den lille Lauras sikkre øjne
og rolige tale. Fra anklagelsens rene stade fallt hun ned til de
anklagedes; — og det var ikke med måte som hun fallt. Hun
hadde holdt sig fornemt deroppe i flere år; og bare nogen ord,
talt i et par minutter, så lå hun der.
Hun fik ikke megen respekt for sine egne ævner; ja hun blev
et øjeblik ulykkelig over hvor korttænkt hun hadde været. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
