Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - III. Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 65
formelig trængte til at prøve om hun ikke var like dum i annet
også; men vant dog snart såvidt likevægt at hun forstod, at det
at komme til at se ensidig på en ting kunde for en del være for-
holdenes skyll.
Hun sat der uten at tale, uten at høre; hun var fallt i staver;
Laura nyttet lejligheden til at gå ut og få kokt chokolade og for at
be sin mann se in så længe. Det hadde han desværre ikke tid
til i øjeblikket; men han var dog så glad over at hun var kom-
met der igjæn; han måtte stikke hodet in ad døren og sige det.
Han bar fangskinn og holdt spanremmen i venstre hånd; Tomasine
rejste sig for at gripe hans højre; men han viste den leende frem;
den var ikke til at ta i. Jeg vilde bare sige mange, mange god-
dag til en gammel ven!“ sa han på sin måte, og drog sig nikkende
tilbake; men i det samme kom lille Augusta atter in fra butikken;
hun hadde hørt sin far. Da stak han hodet in igjæn. „Se på
den der! Jeg siger altid at en svart skal gifte sig med en lys;
da blir det noe te unger!“ Han lukket.
Augusta var ualmindelig stor og stærk for sin alder — hun var
vel ett år ældre æn Tomas — og nu da Tomasine fik henne bort
til sig og talte med henne, forundredes hun over dette barn. Der
lå en klarhed i øjne og i panne som på en voksen; også hennes
tale var bare klar. Hun var en motsætning til hennes egen ner-
vøse rødtop, der aldrig gav tre spørsmål om samme ting, men for
gnistrende fra det ene i det andre — hun var en velgjørende
motsætning utvortes og invortes. Lille Augusta blev ikke færdig
med at spørge, før alt var grejt; først da tok hun rolig fat på det
næste som kunde være nævnt. Hennes hænder var runde og
dog faste; hans var magre, fregnete, urolige intil i formen. Hen-
nes hår var mørkt og umådelig svært; desuagtet lå det så bløtt
i flætten; hans stod og stak ut med røde buster, det vokste like-
som i flækker; aldrig orden at se i det, så hun nætop nu hadde
klippet ham snau. Han var knoket og mager; hun så fyldig, men
av megen sund kraft. Tomasine husket sig selv som barn; hvorfor
var ikke også hennes blet slik? Hun kjænte noget likt misundelse.
Tænk, den lille fløjelsjakke Augusta bar, var uten plet, og ænda
var den slet ikke ny; Tomasine lette så længe efter en, til hele
jænten syntes henne solid, lubbent fløjel.
Moren kom in med chokoladen, og nu var isen tødd, og der
blev samtaleæmner nok, især da Augusta atter var sendt ut. To-
masine spurte hvorledes dette barn var blet så ælskeligt, så roligt,
så forstandigt, og måtte nu høre at hun aldrig hadde været urolig.
Ikke fra først av heller? Aldrig. Og grej og stø fra bitte liten
av. Tomasine hadde minst av alt tænkt at sige noget ondt om
sin lille Tomas; men motsætningen var så uhyre. Og så kom det
Bjørnson: Samlede værker. III. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
