Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - III. Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
da, hvad hun hadde gåt igjænnem, og hvilken uavladelig agtpå-
givenhed hun ænnu måtte øve.
Laura fik under hennes fortælling et sikkert intryk av at dette
i længden var for meget for Tomasine; av den grunn farligt også.
Så gik de begge sammen til provst Green; og fra den dag så
man den statelige herre i sin langskjøtede frak og brede hat ofte
ta vejen op ad alléen, istedenfor bak haven, når han skulde gå
sin eftermiddagstur.
Æn videre kom Tomasine litt efter litt sammen med sine ven-
inner fra gammelt; de færdedes atter i de brede ganger i Godsets
haver; flere av dem med sine barn ved hånden. Der kom så
efterhånden glæde og fortrolighed in i hennes liv igjæn — og
hjælp.
For nu da Tomas’s undervisning skulde begynne, skedde dette
på en annen måte æn hun hadde tænkt. Han kom på skole —
en skole hun selv holdt for ham og en flokk småjænter, hennes
veninners barn. I begynnelsen fant han dette utrolig gromt; han
var umådelig lykkelig og tjenstvillig, ja opoffrende. Men efter-
hvært som han hørte av andre gutter, at det var en skam bare
at færdes blant småjænter, vilde han også vite hvorfor han var
fordømt til det. Kunde moren ikke sende dem hjæm igjæn alle-
sammen og ta gutter op isteden? Han nitigget om dette, han
raste, han gråt; men det blev med jænterne. — Om han kunde
grunne ut hvad det skulde være godt for?
Hvad måtte han nemlig ikke altsammen holde ut av de gutter
som gik på offentlig gutteskole? Og som hadde mænn til lærere?
Bare han stak hodet over havemuren, hørte han: „skjørtefuten“;
„mamadilten“; „kvinnfolkprinsen“; „jomfrufregna“. Især det siste!
For han var gruelig fregnet, rigtig rødprikket over ansigt og hæn-
der; dertil hadde han det uforskammede røde hår. Tænk så at
bli kallt, hele gutten, en fregne, en jomfrufregne, som var han bare
en fregneflæk i jænteflokken! Ved Gud, han foragtet dem!
Men var han så modig at sige dette til dem selv — og en gut
med hjærtet på det rette sted har trang til det, ofte; han kan ikke
bestandig bare tie med sin foragt, ja, så fik han bank, virkelige,
forfærdelige bank — av sin mor? det hadde ænda kunnet være
for det det var; nej, av de samme elendige småjænter! Nogen
holdt ham og kvælvte ham, og nogen banket ham, og det aldeles
ikke for spøk; det sved forbannet. Og moren stod undertiden
og så på og lo; hun lo så tårerne rant; hun måtte ta brillerne av
og tørre dem.
De vilde ikke vite av nogen liten herskesyk tyran iblant sig,
jænterne; ingen hovmodig ung herre. Når de var færdige, sa de
ham at en artig kavaler, en god kammerat var bestandig vel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
