Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
morens at være skræmt, var hennes kastet op som til dristig flugt.
En ramme av stort blondt hår lå uredt omkring det, og nu da
øjnene, hele ansigtet strålte, blev dette til flammer, det med. Hun
husket ikke i samme orden som han hadde talt; det stærkeste,
det morsomste kom først. Hun hadde en ubetinget forståelse; fra
skolen og samlivet med ham og med fru Rendalen og lærer-
innerne hadde de forutsætninger for at fatte hvad han vilde, som
var større æn forsamlingens i almindelighed. Men som Nora var
på sit højeste, stoppet hun, blev sprutrød, likblek; fru Rendalen
stod på trappen!
Andreas Berg hadde holdt ord. Og de hadde glæmt ham.
Da Andreas Berg kom, gik fru Rendalen der så oprørt; og det
var henne rigtig kjært at hun fik noget at kjøle sin harm på.
Hun stabbet i vej ut på den store trap; hun vilde ta dem på
færsk gjærning, og travet derfor rundt hele fløjen og langs gym-
nastikken for at komme bak på dem. Men like ved døren til
forværelset, som de andre naturligvis hadde glæmt at lukke, hørte
hun Nora, understøttet av sin veninne, foredrage talen, Tomas’s
tale — med Tomas’s tonefall, hans foredrag, hans ild ... med virke-
lig ægte veltalenhed; ... ja, det var en som hadde hørt!
Den prægtige fru Rendalen vilde i ren selvforglæmmelse helt
frem, virkelig bare for at se og være med. Men således blev det
ikke opfattet.
Noras forfærdelse, de andres utrop, da de vændte sig og så
den vældige, det var et maleri! Fru Rendalen var skolemor nok
til at nyde denne respekt, løftet så sin røst og sa: Jeg burde
sandelig være sint og det til gagns. Jeg ser, I forstår det! Men
noget så makeløst som Noras hukommelse har jeg aldrig hørt
make til.“ — Ikke hørt „make til“ noget „så makeløst“ —; det var
bra det ikke var på skolen!
Men da Nora hørte at det ikke gallt livet, og da hun så fru
Rendalens ærlige glæde, kastet hun sig med en sekstenårigs hele
brus og rus til henne. Og brast i gråt.
Ja, se sådan vilde fru Rendalen ha det. Derfor sa hun: „Du
er en rasende søt pike, du Nora! Hør, barn, når I er færdige
her, så kom over til mig, så skal vi ta os en rigtig rangel.“
IV
GENERALSTABEN
Nu tænker den forstandige læser: Dette blir beskrivelsen av en
skole. Og jeg er enig i at så burde det være.
Men livets logik er ikke altid vor, og vi får holde os til livets.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
