Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 107
henne. Bitterheden vilde vågne igjæn med øket styrke. Fru Ren-
dalen hadde ikke fåt lov av lægen til at tale med henne; doktor
Holmsen hadde på sin uvørne måte sagt „at hun var for nær i
slægt med foredraget“. Yttringen var kommet ut.
Emilie Engel døde tidlig en morgen; ut på eftermiddagen kom
hennes sjælesørger, gamle Green, kjørende op. Han hilste fra
den døde og gav fru Rendalen Emilies sparebankbok; i den hadde
Emilie med store, skjælvende bokstaver skrevet: „Til skolen.
Eders E.“ Provsten mældte at det var med hennes manns sam-
tykke det skedde. Boken lød på 5000 kroner.
Fru Rendalens rørelse og glæde — sorg og taknemlighed var så
stærk at hun måtte forlate den gamle, og viste sig ikke mere.
Tomas kom nætop hjæm, og møtte provsten, idet denne med
tjenerens hjælp skulde stige ned ad den store trap. Den gamle
bad ham gå in til moren; hun ønsket visst at tale med ham.
Tomas blev opskræmt; men behersket sig og hjalp provsten i
vognen.
Fru Rendalen var i soveværelset, hvor hun drev op og ned i
den stærkeste gråt. Da hun så Tomas, kastet hun sig om halsen
på ham, og han bad henne for Guds skyll sige hvad det var;
hun kunde ændelig såvidt vise hen på boken; han så den og
tok den.
I samme sekund følte han at dette var frælsen. Det viste sig
nu hvad han hadde lidt; han brast i gråt, han med.
Næste dags morgen gik inbydelse rundt til elevernes forældre;
fru Rendalen forespurte om barnene måtte få lov til på skolens
vegne at hædre fru Engels minne. I så fall burde alle møte hvit-
klædd ved kirkegårdens port på begravelsesdagen for at gå foran
kisten, de aller minste strøende blomster, de andre syngende en
salme, og videre ved graven et kor.
Hvis de fik lov, måtte de alle samles på skolen samme dag
kl. 12.
Da der bare var et par dager til skolen atter skulde åpnes, var
næsten alle elever i byen; de siste kom in efter hvært. Ikke en
eneste uteblev.
Nu var det utroligt hvad Tomas Rendalen på syv-otte dager fik
utrettet; han visste at her levertes et slag.
Næste nummer av Tilskueren mældte dødsfallet med nogen
ord om fru Engels store godgjørenhed og følgende tilføjelse:
„Efter sigende skal hun ha legeret en sum til en anstalt her
i byen.“
Hvad denne meddelelse savnet i tydelighed, blev rådet bod
på i bladet forresten: — den dag stod ikke en linjes angrep
på skolen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
