Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Under disse omstændigheder blev fru Engels begravelse til en
enestående begivenhed. Den bebudet sig som en sådan allerede
ved de forberedelser som gjordes, de rygter som gik. Skolerne
søkte om at få fri, og de fik det; man besluttet at stænge alle
butikker; at granstrø gaterne hvorigjænnem toget skulde bevæge
sig; at lægge et flagskib ut for at gi minutskudd. Man hørte at
regimentsmusikken fra nærmeste garnisonsby var bestilt, og at
den hadde fåt tilladelse til at komme.
Byens og nabobyernes største kjøbmænn skulde ved kirke-
gårdens port ta kisten av likvognen og bære den op til graven. Flere
dampskib kom fra begge sider med folk som vilde se og høre.
Da kirkernes klokker på begravelsesdagen begynte at ringe, var
allerede gaterne fulle. Innenfor og utenfor kirkegårdsporten kunde
snart ingen mere få plass; hadde denne trængsel ikke været forut-
set og en del mænn stillet til politiets forstærkning, kunde damerne
ikke ha våget sig derhen; nu fik både skolen godt rum, og deres
mødre og søsken nærmest dem. Allikevel, da minutskuddene be-
gynte, og musikken hørtes, og æn mere, da toget var kommet så
nær at det såes, opstod trængsel; nogen skrik hørtes, frygt grep
flere; men det gik over igjæn — kun at spænningen øktes.
Musikken drog forbi porten, holdt så og spilte derutenfor, mens
likvognen stanste, kjøbmænnene kom frem og tok kisten, og den
uændelighed av blomster som ikke hadde fåt rum på kisten,
samledes op og bares efter. Rendalen hadde samtidig arbejdet sig
frem av toget og ordnet sin hvite skare der bak porten. Kisten
bares innenfor; men man holdt stille, til vognen var kjørt forbi,
og følget hadde sluttet til. Musikken stanste, skolebarnene stemte
i, kraftig, yndig — og denne overgang fra blikinstrumenter til
kvinnesang, den grep. Fra dette højtidelige øjeblik og videre, da
toget atter begynte at gå fremad — de blomsterstrøende små, hvit-
klædde foran, og skolens salmesang efter, og derpå kisten — fra
det øjeblik skiftet begravelsen karakter.
Hit var et fæsttog kommet; sorgen var gjort om til Skjønhed,
tapet til en æresbevisning av fulle hænder; rigdommens optog
hadde holdt utenfor porten til de døde. Alle hadde utstillet sig
selv som bidrag; fru Emilie Engel blev begravet som en regje-
rende fyrstinne.
Men i samme stund salmen steg inne mellem kvinnerne der
foran, og alle disse bittesmå hænder begynte at famle i kurvene
efter blomster, vændte alles øjne dithen, alles tanker fulgte denne
hvite linje, hvor den snodde sig opover bakken inne blant den
mørke kvinneskare; ti denne strømte bestandig med.
Den kamp som nylig hadde raset, huskedes straks; den fulgte
oppe i den truende luft over dem og i det sorte følge bak dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
