Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 109
Nu så de med én gang fru Engels bleke åsyn bak salmen. Den
stakkars, stakkars Emilie var det som begroves; den hundrefold
bedragne Emilie, som alle litt ældre kjænte fra barn, og hadde set
i kirken hvær søndag, blek, sørgmodig. Var det ikke som de
hvite småpiker hadde skutt sig frem for at ta den døde bort fra
dem som kom med henne? Gjænnem sit legat hadde hun git sig
selv til disse små.
Og efter hvært som denne lange hvite flokk strømte op på det
plankegulv som var bygd for dem med rækværk om der ved gravens
ene side ... var det også som de — alene de — hadde ordet
over henne.
Rendalen steg op iblant dem med sin hat i hånden. Alle de
små blomsterstrøersker hadde atter fåt sine kurver fulle og ordnet
sig foran ham deroppe. Kisten sænkedes, der var stillt; Rendalen
gav tegn. En dæmpet musik begynte, og koret fallt in. Han førte
an med en let bevægelse av hånden; stod ellers urørlig, fyllt og
behersket av øjeblikket. Alle disse røster gav svar fra ham; de
sang over graven med takk fra fremtidens skole. Kvinnerne grepes.
Karl Vangens omhyggelige øje søkte fru Rendalen; han så hvor
rystet hun var, og arbejdet sig frem til henne. Men straks hun
hadde hans arm, vilde hun frem ved siden av hvor de sang; hun
måtte se graven. Og han førte henne frem.
Men efterat også hun var kommet derhen, var det for al be-
vissthed noget som kom på den annen side, og ikke hørte hit.
Det føltes kanske bare dunkelt; men blev tænkt klart, da gamle
Green efter ændt sang blev hjulpet op til pikerne, og talte. Han
nævnte ord av den avdøde, samlet fra forskjellige lejligheder;
tilsammen gav de et billede. Alt blev sagt gjænnem disse ord, og
dog intet; alle forstod, uten at nogen støttes. Den som især måtte
røres, var Engel; ti hennes store hengivenhed for ham lå i et par
av disse yttringer. Og innen han selv visste av det, og mot hans
vilje, tvang disse samme ord ham i en voldsom gråt. Han kunde
ikke stanse den.
Da sluttet Green. Han sluttet med det ord av henne som fulgte
gaven til skolen: „Der er i denne sak to partier —.“ Hun hadde
valgt sit, la han til.
Musikken fallt atter in, og så koret. Den gamle blev hjulpet
ned, mens de små trykket mot rækværket for at strø sine siste
blomster; i det samme tordnet det i vest; havet stod sort der
langt ute; det var en regnbyge som kom; den var stærkt ladet.
Man så in mot byen, hvor flagene hang slappe mot den mørke
himmel; alt bebudet en voldsom regn. Atter et tordenbrak, meget
stærkere og nærmere; følget begynte at vakle, om litt at spredes;
somme ilte uten at se ned i graven eller hilse på familien; en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
