Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 1 1 1
fæst; men da de første damer kom, var det færdigt; — alene
Emilies portræt væntet man på.
Vognen med de to danske hæster for og det grå livré på buk-
ken kom langsomt op ad alléen. Fru Rendalen og Tomas møtte
nede ved den store trap. Tomas lukket op for en ung dame i
dyp sorg, der kastet sig om halsen på fru Rendalen; det var den
avdødes eneste datter; også hun het Emilie, og skulde ænnu dette
år delta i undervisningen. Hun var en Sjælden skjøn kvinne, in-
rammet, som hennes slanke skikkelse og lyse, fine hudfarve nu
var, i sort; over håret, det ægte Engel-hår, ikke rødt og ikke gult,
hadde hun et sort slør og intet annet. Hun steg op ad trappen
gråtende ved fru Rendalens arm; Tomas kom efter med portrættet,
som der var kastet et tæppe over; ti det regnet. Alle rejste sig,
da de trådte in; hun, den unge dame, gråt så ænnu stærkere, og
søkte sig ut en krok hvor hun gjæmte sig bak sit slør og lomme-
tørklæ. Portrættet sloges op over den med sort dækkede labora-
torieskorsten; på begge sider av det var norske flag ordnet; nu
slyngedes kranser omkring det.
Fæsten begynte med en firhændig sørgemarsch, spillet av Tomas
Rendalen og den som hadde hat en ganske kort altsolo oppe på
kirkegården idag, Augusta Hansens søster, den samme som hin
lørdag lå under sejlet. Derefter foredragene, så koret; alt løp
heldig av; der var stemning over det; undertiden bevægelse. Til
slut en salme som inledning til nogen ord av Karl Vangen. Han
hadde nylig læst at livet ikke var en lukket bane, men en åpen;
dette talte han over.
Imidlertid var den for alle fæster på skolen vanlige tarvelige
dækning med tillæg av dessert og vin færdig i fru Rendalens rum.
Tomas vilde nemlig til slut få lejlighed til i en skål at takke de
to øverste klasser og gjænnem dem alle for at de hadde hjulpet
idag til at fejre et skjønt minne.
Alle som sang der oppe på de dødes høj idag med byen under
sig og en anselig del av dens invånere foran sig, måtte ha følt
noget som lignet et sluttet forbund med skolen; den dødes rene
minne hadde smilt over det.
„Ikke sant?“ ændte han, „det forbund skal vi holde?“
„Jo, jo!“ hele flokken bruste frem mot ham med sine glas; alle
de unge øjne tindret. En av de første var den avdødes datter;
de andre gjorde plass for henne. Hun rødmet av bevægelse og
taknemlighed, mens hun støtte sit glas mot hans.
Kl. 10 var man alene. Tomas sa til sin mor, idet han vilde gå
in: „Det var ikke så galt ænda at jeg holdt den tale i gymnastik-
lokalet; — hvad tror du?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
