Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PA HAVNEN 129
Heroppe var døren ikke låst. Heroppe bankedes ikke på; her-
oppe bare reves op. Jo, det var Tora. — Gud!
De to pikers forbauselse, krænkelse, værdighed ... den kunde
ikke gjøres bedre ved hoffet. Tinkas tykke uvidenhed om at der
kunde være nogen Tora Holm til på jorden, eller Noras adelige
og åndige „rør-mig-ikke!“ uten ord . .. udmærket!
Aldrig har en kosteligere utstilling gåt ynkeligere i stykker.
Tora strålte fryd, sejer, jubilæum; talte om tolv dukker, hvorav
flere store som almindelige barn; og om — hun trodde selv —
halv hundre dukkekjoler i alle slags moiré antique, silke og
fløjel, intil morgenkjoler; om skjørter med broderier, og bukser,
strømper av silke, hansker og parasoller m. m.; om senger med
omhæng, vaskeservante med alt som var i den, like til det unævne-
lige møbel, som nævntes; om alt fra kjøkken til salon og salon-
inredning; om en storartet plan med alle dukker som skulde på
hofball til kongens fødselsdag; om Milla, som var hundretusen
ganger bedre æn de drømte om, og som ikke hadde imot, nej
ønsket at de begge to skulde komme op med henne og se det
nu straks og være med på dette med hofballet ... naturligvis i
den forfærdeligste taushed. Ja, det var sant! Det var „ved Gud“
sant! Så fortalte hun hvorledes dette var gåt til; om Millas væ-
relser, hvorledes de så ut; om at Tora hadde været der mange
ganger uten at høre et ord om dukkerne; men idag hadde hun
vist henne dem bare av sin hjærtens godhed for at trøste henne;
nu vilde hun også vise de andre dem, hvis det så kunde være
godt og vel, og alle fire herefter være venner! Tora hadde fore-
slåt det; Milla hadde blet forskrækket; men så var hun gåt over, og
tilsist hadde hun funnet det vakkert! Milla var god — og det
måtte de også være! Ingen betænkeligheder; — de måtte!
Hvorfor skulde her være to partier? Milla var på sin måte, og
Nora på sin. I grunnen hadde de ikke gjort hværandre det
minste, nogen av dem. Ikke det bitterste! „Bare ta på dere! —
og la det gå i en fart; så taler vi videre om det på vejen!“
De to så på hværandre; — men Tora gav dem ikke pusterum:
„Vi må sige hjæmme at vi blir der til aftens; for det er meningen!
Det går da ikke an at avslå en inbydelse? En formelig inbydelse
til Engels?!“
Tora var stormvind; rev med ændog legemlig. Og under stormen
var det gåt brand i øjnene, i bevægelserne; hun kastet gnister.
Hun besatte dem.....
— Ikke længe efter stod de alle fire foran skapet. Inledning,
overgangsforlegenhed, unskyldning, kontra-unskyldning fik næppe
et par minutter på sig; Tora tok Milla og skjøt henne sagte frem
Bjørnson: Samlede værker. III. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
