Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 131
straks at hans hænder var kvikke, rigtig talende hænder;
Vangens derimot „domme og lange, like brede oppe og nere“.
— Når der bare er to mannfolkelærere på en pikeskole, kan ikke
eleverne gjærne rose begge; den ene må dadles, når den andre
roses. Og der på skolen var det den skikkelige Karl Vangen som
gjærne måtte holde for når man hadde trang til at begejstres for
den åndfulle Rendalen. Men heri var Tora motsat; likefra Karl
Vangen hadde gjæmt hennes hånd inne i sin til et varmt vel-
kommen, og samtidig hadde overstrålt henne med to gode øjne,
ja ovenikjøpet gjort det til tekst for sin bøn den dag ... siden
holdt hun av ham. Og jo mere kejtet og godtroende han var,
desto mere! Hun sloss for ham, så de andre måtte ærte henne.
Denne gang begynte det ganske smått; de kastet bare Karl
Vangens „tomme, domme“ panneskal på henne, hans lange munn,
hans lange fingre, hans lange ben, store føtter; og hun Rendalens
røde hår, mysende øjne på dem, hans fruentimmeragtige pertent-
lighed, hans parfymerte lommetørklæ; men så blev det sværere.
Toras skarpe sans drog eksempler frem fra Rendalens ustyrlige
hissighed — og hvor fejl han da kunde fare; eksempler på hans
ujævne humør; somme tider løp han i hele kvarter klassen op
og ned uten at tale, uten at høre, uten at se; så var han igjæn
bare liv, rent overgiven morsom, meget for meget. De andre fant
dette uretfærdigt, fordi når det nævntes for sig alene, så fik ingen
det ringeste begrep om Rendalen, som jo allikevel var den snil-
leste og dygtigste lærer som var til. Tinka hadde et lunt efter-
apelsestalent og ikke det minste anlæg for religiøsitet, så Karl
Vangen let fallt henne komisk; hun begynte nu at præke eller
rettere bræke efter præsten — med øjne stive av himmelvændt
frejdighed. Nora lo forfærdelig; Tora gråt.
Milla hadde heller ikke kunnet dy sig for at le; allikevel tok
hun nu parti for Karl Vangen; hun bemærket rolig at hun fant
ham „dejlig“. Om Rendalen talte hun ikke.
Fordi Milla var værtinne, og Nora og Tinka hos henne første
gang, sluttet de. Men Tora gav sig ikke; nu sang hun først
rigtig Karl Vangens pris.
For ikke at nødes til at svare, og for at angi at nu kunde det
være nok, rejste Nora sig nynnende og så ut av vinduet.
„Men, Gud, der går jo Anna Rogne!“ sa hun.
„Har hun været her?“ spurte Milla, rejste sig blek og gik mot
vinduet.
Javisst.“
Hun så Anna pile avsted; hun måtte være hæftig bevæget; selv
skyndte hun sig med al passende hurtighed ut av døren og ned
ad trapperne. Det varte noget før hun kom igjæn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
