Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da var hun stille og virkelig angrepet. Anna hadde været helt
oppe der; altså utenfor deres dør.
Almindelig forundring. Milla fortalte så hvad som var hændt
samme formiddag, og hvor uskyldig hun i grunnen var i dette.
Tora tok det straks på sig og var gruelig ulykkelig.
„Nej, skyllen er alene min,“ mente Milla.
Hvad skulde hun gjøre? Hun hadde latt vognen spænne for.
Ingen svarte; men de så uvilkårlig på Tinka.
„Jo,“ mente Tinka, „vi skal allesammen hænte Anna og for-
klare henne hvorledes dette er gåt til.“ — Nora og Tora var straks
enige. Det var det eneste rigtige!
Milla inrømmet også at dette vilde være best. Men hun hadde
aldrig sagt noget om dukkerne til Anna; Anna lå ikke for slikt.
Og nu kunde dette med dukkerne ikke godt forklares Anna uten
at støte henne.
Nora og Tora inså det; det gik ikke.
Det mente dog Tinka. Hun skulde gjærne påta sig det,
hun alene.
Nej; skulde nogen gjøre det, måtte det være Milla selv.
Dette bragte Milla på den idé — at skrive. Sige simpelt hen at
de andre var kommet; om ikke hun også vilde komme? Så
sendte hun vognen. —Jo, mente de andre, det kunde gå an.
„Rejs selv!“ sa Tinka.
„Nej, så uhøflig mot mine gjæster er jeg ikke,“ lo Milla. Hun
satte sig for at skrive.
De andre var stille så længe. Men Nora avbrøt: „Tinka har
visst ret; rejs selv! Vi kan jo gå ut så længe?“
„Nej,“ svarte Milla, idet hun vændte sig fra brevet: „Anna be-
høver jo ikke at vite at vi har set henne. Da er det den natur-
ligste ting av værden at jeg sender bud efter henne, når I er
kommet her.“
Det fant de andre fortræffeligt. Hun gjorde brevet færdigt, og
ilte ned. Da hun kom op igjæn, hørte de vognen kjøre ut av
porten ved siden av huset.
Milla smilte: „Jeg skrev jeg skulde en annen gang forklare
hvorfor I var kommet. Så bad jeg Hans skynde sig og kjøre en
liten omvej for ikke at træffe Anna; kanske er så vognen der
før hun selv.“
Hun var øjensynlig glad over at ha været en vanskelig stilling
voksen.
Man optok atter forhandlingerne om dukkernes fæst; men før-
æn vognen var tilbake med Anna, måtte dukkerne og deres tøj
være i skapet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
