Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 135
De to andre kom likesom litt utenfor. Men til gjængjæll opholdt
konsulens øjne sig hos dem næsten hele tiden. Tinka kunde nok
forstå at Tora måtte vække hans opmærksomhed; men hun selv?
Efterhånden blev hun utrygg; kjolen måtte være gåt op i sømmen
ved armen ensteds; det hændte henne undertiden. Hun så efter,
så godt hun kunde; men var ikke istand til at opdage noget. Hun
kjænte det som hun var naken.
Konsulen var meget munter; pludselig samler hele hans op-
mærksomhed sig på Tora. Man var ikke langt henne i måltidet,
og Tora hadde allerede sluttet!
De ulykkelige manchetter pinte nemlig Tora i den grad at de
vokste. Konsulen så jo hen på henne alt i ett; det var ikk føflæk-
ken han så på; for den siden hadde hun passet at vænde mot
Milla; det var overhode ikke ansigtet; han så længer ned. Hun
la fra sig, og puttet hænderne under bordet.
„Kjære frøken Holm, spiser De ikke? — Er De ikke vel, lille
frøken Holm? — Hvad fejler Dem? Eller er det noget særskilt
De ønsker? Bare si til! — Milla, gi frøken Holm en ny kop
té — ja! — Ikke té heller? ..... Et glas vin? Å, jo visst, et
glas vin! — Skål, frøken! — Men De drikker jo ikke? — Synes
De bedre om madeira? — Men, kjære, blir De rød for det? —
Hodepine? Au, au! — Kanske vil De—? . .. Skal Milla hjælpe
Dem? Ikke det heller. Si ændelig hvad De vil, kjære!.......
Har De ofte hodepine, frøken Holm? — Nå, så det har De dog
ikke. Jeg kjænte en ung pike; hun hadde hodepine, bare der var
noget i vejen med hennes manchetter. — Men, min beste Milla,
det er dog ikke at plage frøken Holm, det. — Er det vel det,
frøken Holm?
Tora hadde en følelse av værgeløshed, som mældte sig ved
mindre lejligheder æn denne, og hvær gang fik den henne til at
gråte. Hun måtte forlate bordet og ile ovenpå.
Milla rejste sig med en værdighed som Veninnerne beundret;
hun gik efter. —
Da de andre også kom, var Tora gåt, Milla blek, men fullstæn-
dig taus om det passerte. Også Nora og Tinka tok på sig; Milla
lot det ske. Hun kysste dem, og bad dem komme snart igjæn;
det samme bad hun om nede i gangen. Først da hun var ovenpå
igjæn og alene bak stængt dør, brast hun i gråt. Noget sådant vilde
aldrig ha hændt, hvis hennes mor hadde sittet ved bordet; selv
fyllte hun ikke plassen; det var også henne han især hadde krænket.
Hennes mor var gåt så altfor tidlig bort. Å, mor, mor, mor, mor!
Da banket det på. Hun spurte hvem det var. Hennes far.
Hun måtte selvfølgelig åpne; men hun gik tilbake hen til sofaen,
og kastet sig gråtende over dens bortste hjørne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
